Det skal gå mere end normalt galt hvis ikke Marcus Helligkilde søndag vinder den finske Challenge Tour-turnering Vierumäki Finnish Challenge.
Danskeren, der i første runde gik en 61’er og i anden runde lavede hole-in-one – som i øvrigt indbragte ham en Yamaha motorcykel – fører med fem slag inden finalerunden søndag. Han er 22 under par efter en 66’er, der bød på otte birdies og en dobbeltbogey. Han skal ud i førerbolden med Jesper Svensson, Sverige, der er i -17 ligeledes efter en 66’er. Todd Clements og Jesper Kennegård gik begge 71, og er 8 slag efter Smørum-spilleren.
Niklas Nørgaard Møller spillede sig på femtepladsen med en 68’er, mens Oliver Hundebøll og John Axelsen deler 19. pladsen efter hhv. 77 og 68.
Foto: Challenge Tour