Inden dårligt vejr med tåge og regn, blæst og kulde i Korea forsinkede og siden afbrød spillet på tredjedagen af Korea Championship på DP World Tour, nåede Marcus Helligkilde at komme rundt i 68 slag (-4), og spille sig op på en foreløbigt delt femteplads i 6 under par.

Dermed er Smørum-spilleren i allerhøjeste grad inde i titelkampen, for han har bare to slag op til den aktuelle førsteplads, der deles af skotten Robert MacIntyre og spanske Pablo Larrazabal i -8, hvor spanieren dog mangler to huller i at afslutte tredje runde.

Søren Kjeldsen kom også rundt under par, 71, og rykkede frem til delt 37. plads. De sidste spillere mangler op til fire huller, så der kan ske forskydninger tidligt søndag morgen inden fjerde og sidste rundt sættes i gang.

På Challenge Tour i Abu Dhabi fik Frederik Birkelund for alvor gang i spillet. Challenge Tour-rookien var fejlfri på dagens runde i 67 slag, og spillede sig lige ind i Top10 i -9. Der er dog et godt stykke op til Tom Lewis, der fører med 2 slag i -17.

Nicolai Kristensen og Sebastian Friedrichsen var begge rundt under par og ligger hhv. 23. og 29, mens Jeppe Kristian Andersen var i par og er på 49. plads og Lucas Bjerregaard ikke kunne følge to gode runder under par op, og gik 74, hvilket placerer ham på 66. plads, blandt de sidste i finalefeltet.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelTo missede cuts på LPGA – Højgaard fightede sig videre
Næste artikelStjerneduel venter i Mexico
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.