Jamen, hvilken dansk golf weekend det pludselig blev. Først Rasmus Højgaards ET-sejr fra baghjul i Schweiz, og et par timer senere var det tæt på endnu en dansk triumf. Denne gang på Challenge Tour i Holland.

Det blev desværre ved lige ved og næsten. Men sikken et drama det var, da Marcus Helligkilde på 7. omspilshul måtte se sig slået af Alfredo Garcia-Heredia fra Spanien.

Marcus Helligkilde havde egentlig ikke noget stor dag på The Dutch i Spijk til fjerdedagen af B-NL Challenge Trophy. Han var ude i førerbolden, men var blevet hentet af tre spillere; Michael Hoey (68), Haraldur Magnus (65) og Alfredo Garcia-Heredia (68), der alle var i klubhuset i -11. Smørum-spilleren, der vandt sin første Challenge Tour-sejr for tre uger siden, og også stak næsen frem i den ene af de to turneringer i Esbjerg, havde chancen for at tage sejren på sidste hul, men måtte nøjes med par og dermed skulle de fire spillere ud i omspil.

Det blev et langt omspil – syv huller! Hoey var den eneste, der lavede par på 18. første gang de spillede hullet – de tre andre fik birdies – og så var han ude. Igen spillede de 18. hul, alle tre tilbageværende fik pars. De måtte igen ned af 18. og her måtte Haraldur Magnus strække våben. Garcia-Heredia og Helligkilde fik par og kunne så fortsætte omspillet på 10. hul, par3.

Første, anden og tredje gang blev hullet delt i pars. Tilbage til teestedet og forfra. Denne gang trak Garcia-Heredia det længste strå, men han skulle levere en birdie for at slå danskeren.

I sidste ende en ærgerlig afgørelse, men sikken en dansk golfdag i Europa. Nicole Broch – nu med efternavnet Estrup blev 10’er på LET i Sverige.

Niklas Nørgaard Møller blev nummer 11 i Holland, Oliver Hundebøll 31 og Martin Leth Simonsen 35.

Foto: Challenge Tour.

Forrige artikelRasmus Højgaards fantastiske sejr fra baghjul i Schweiz
Næste artikelPatrick Cantlay vandt BMW Championship efter seks hullers omspil med Bryson DeChambeau
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.