Smørum-spilleren Marcus Helligkilde viser storspil i Ecco Tours Spanish Masters på PGA Catalunya, hvor han efter to runder kun har lavet én bogey. Den kom på dagens tredjesidste hul, endda et par5-hul. Onsdag var han bedste mand af spillerne på Stadium Course i -6, og i dag spillede han den lidt lettere Tour Course i -7, for en samlet score på – 13.
Nærmeste konkurrent er den tidligere vinder på European Tour, Morten Ørum Madsen, der fulgte en 67’er op med en 65’er på Tour Course i dag og er i -11, tre slag bedre end spillerne på tredjepladsen. Også Victor Østerby er med fremme på en femteplads i -6.
God dansk start
Temperaturerne er lave i Østrig, hvor European Tours Austrian Golf Open afvikles. Det gør forholdene ganske udfordrende og turneringen føres i -5 af Alejandro Cañizares, der kom sent ind efter en fin eftermiddagsrunde.
Danskerne fik generelt en god start: Jeff Winther (6/-3), Nicolai Højgaard (11/-2), Benjamin Poke (19/-1), Rasmus Højgaard (19/-1), Søren Kjeldsen (31/par) – Han sluttede skuffende med tre bogeys på de sidste tre huller – Martin Simonsen (47/+1) – efter et flot comeback; han lavede to dobbeltbogeys på de første tre huller. Endelig Lucas Bjerregaard (92/+4). Lucas var 4 over efter fem huller, men formåede dog at spille til par på de sidste 13.
Foto: Ecco Tour