European Tours Ryder Cup komité har i dag offentliggjort at 45-årige Henrik Stenson er manden, der skal få Europa tilbage på sporet, når Ryder Cup 2013 spilles på Marco Simone i Rom i september 2023.

Det er bestemt ingen overraskelse, at valget faldt på Henrik Stenson, som længe har været de fleste favorit til jobbet. Men på det seneste har flere prominente europæiske profiler, bl.a. den tidligere Ryder Cup-spiller og -kaptajn, Colin Montgomerie, peget på Luke Donald.

Det skyldtes til dels, mener eksperter, at Henrik Stenson i efteråret har flirtet lige vel kraftigt med den kommende saudiarabiske tour, som har skabt røre i de normalt så rolige vande på PGA Tour og DP World Tour. De seneste uger har flere af de spillere, der mentes at være tæt på saudiernes tourplaner imidlertid aflagt en slags faneed overfor PGA Tour, og det samme har Henrik Stenson muligvis gjort overfor DP World Tour. Det har så banet vejen for hans udnævnelse.

Den svenske tidligere The Open-vinder har både som spiller og som vice-kaptajn for Thomas Bjørn stor indsigt i Ryder Cup, og han anses for at være en af de mest vellidte spillere på touren.

USA udpegede for nyligt Zach Johnson som deres kaptajn.

Foto: Getty Images

Forrige artikelCameron Smith triumferede i udsat The Players
Næste artikelTv-golf: Emily tilbage på succesbanen
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.