Trods coronakrise og midlertidig nedlukning er der ikke skruet ned for
ambitionerne for Himmerland Golf & Spa Resort, der fra den 8. maj skifter
navn til HimmerLand.
Himmerland Golf & Spa Resort skipper golfen. I hvert tilfælde i navnet, der
fra den 8. maj blot vil være HimmerLand.
”Som hjemsted for blandt andet European Tour-turneringen Made in
Denmark er vores position inden for golf ubestridelig, og der er næppe
nogen golfinteresserede, der ikke ved, at vi har et af Danmarks absolut
bedste golfanlæg. Til gengæld er færre klar over, hvor mange muligheder vi
tilbyder både til børnefamilier og til virksomheder, der har behov for
faciliteter til møder eller konferencer. I løbet af de seneste år har vi udviklet
os til meget mere end blot et golf og spa resort. Samtidig ønsker vi at blive
en endnu mere integreret del af det fantastiske område, vi ligger i. Derfor
HimmerLand,” siger administrerende direktør Mark Bering.
Fortsætter investeringerne
Allerede i september 2019 lancerede bestyrelsesformand Jacob Brunsborg
planerne om massive investeringer i HimmerLand.
Både i form af totalrenovering af samtlige hotelværelser og en række nye
aktiviteter såsom multihal, padelbaner, sauna ved søen, paddleboards,
trampoliner, kanoer og meget mere som supplement til allerede
eksisterende muligheder såsom golf, spa & welness-afdeling, minigolf,
bowling og svømmehal.
Derudover har HimmerLand også lanceret et nyt konferencekoncept
udviklet i samarbejde med ernæringsekspert Christian Bitz.
”Inden nedlukningen på grund af corona så vi en markant øget aktivitet
indenfor konferencer og møder, og jeg er utrolig glad for, at familien bag
HimmerLand har bedt mig og mine kolleger om at fortsætte
investeringerne, så vi er helt klar til at give vores gæster en sublim
oplevelse, når vi igen åbner dørene. Det glæder vi os til, og jeg håber, at
nogle af de danskere, som måske havde planlagt en ferie i udlandet, i stedet
vil bruge en sommeruge på at blive forkælet i HimmerLand. Jeg kan i hvert
tilfælde garantere, at vi har noget for hele familien,” siger Mark Bering.
Stor tro på fremtiden
Heller ikke bestyrelsesformand Jacob Brunsborg er i tvivl om, at
fremtidsudsigterne er gode.
”Med golfbaner i verdensklasse og European Tour på programmet er det
selvfølgelig klart, at golf altid vil spille en meget stor rolle for HimmerLand
og i sig selv vil være et trækplaster for mange gæster. Men med
investeringerne i mange nye, spændende, familievenlige aktiviteter kan vi
byde på noget for alle. Det har været tydeligt at se over de seneste år, at
mange flere børnefamilier har valgt at investere i et af de 300 feriehuse, der
hører sammen med HimmerLand. Det er lige præcis det, vi ønsker, at stedet
bliver til glæde for hele familien, også selvom man ikke spiller golf,” siger
Jacob Brunsborg.
Derfor er han også glad for at kunne annoncere, at investeringerne i
HimmerLand fortsætter som planlagt.
”Det er klart, at den seneste periode med corona og nedlukning har været
meget speciel for rigtig mange mennesker i mange forskellige brancher, og
det har da også ramt os hårdt. Men vi i familien tror på fremtiden og ønsker
at investere i at gøre HimmerLand til et endnu bedre sted. Derfor glæder jeg
mig også utrolig meget til, at vi igen kan invitere gæsterne indenfor til en
smagsprøve af, hvad HimmerLand har at byde på,” siger Jacob Brunsborg.
Fakta om HimmerLand
• 3 golfbaner: Old Course, New Course og Academy Course
• 300 private feriehuse
• 60 hotelværelser (24 familieværelser)
• 24 feriehuse til udlejning
• 2 restauranter – Brasseriet og Restauranten
• Pizzeria
• Spa & Wellness
• Lokaler til privatfester – bryllup, konfirmation o.lign.
• 16 mødelokaler
• Møde og konference m. Christian Bitz’ madkoncept
• Vinotek og kokkeskole
• Egen eventafdeling
• Svømmehal med 2 bassiner, spabad og vandrutsjebane
• Bowlingcenter med 6 baner og restaurant
• Legerum og spillerum
• Adventure Golf
• Fitnesscenter
• Mini-købmand
• Cykeludlejning
• Smukke løberuter
• 40 ha. sø med badebro, sauna og vandaktiviteter
HimmerLand er ejet af familien bag Lars Larsen Group, der står bag en række
virksomheder med en samlet omsætning på 34,7 milliarder DKK.