Mellem 1. april og 26. september bliver der spillet 9 majors, golf ved OL, Solheim Cup og Ryder Cup

Det vil forhåbentlig alt sammen blive spillet – og det vil forhåbentlig aldrig komme til at gentage sig. Det, der sker i topgolfen 2021 i månederne april – september.
Årsagen er coronaen, der forhåbentlig slipper sit tag tids nok til, at intet bliver aflyst i år – og som forhåbentlig aldrig igen får så stor magt, at der bliver Solheim Cup og Ryder Cup i samme år.

Majors – mænd

Masters spilles hvert år på samme bane, mens de øvrige cirkulerer. Ingen af de tre øvrige værtsbaner i 2021 er dog ukendte.
Kiawah Island er blandt de mest benyttede til store mesterskaber og ikke mindst historisk for Ryder Cup 1991, the War on the Shore, hvor Bernhard Langer kostede Europa trofært med sit missede putt i den sidste single.
Torrey Pines er bl.a. kendt som banen, hvor Tiger Woods haltede sig igennem såvel turnering som omspil med Rocco Mediate og vandt US Open 2008, og Royal St. Georges, der har lagt links til 14 udgaver af The Open, er den eneste sydengelske bane i den faste rotation.

Majors kvinder
Gode penge har gjort, at Europa har to af de fem majors for kvinder, hvor såvel Mission Hills som Evian har samme bane hvert år. AIG Womens’ Open spilles med ny sponsor på Carnoustie.
Mens vi ikke kan være alt for sikre på at få danskere med i mændenes majors, vil det være en skuffelse, hvis ikke vi har en-tre med i kvindernes.

Olympisk golf

Der bliver 60 deltagere hos såvel mænd som kvinder ved OL i Tokyo. Det lyder ikke af mange, men der kommer maksimalt fire med fra hver nation og kun to fra nationer, der ikke har spillere på Verdensranglistens top-15.
I det hårde program og med corona i Japan har mange allerede overvejet ikke at deltage, og som den første har verdens nr. 1, Dustin Johnson, meddelt, at han ikke agter at komme.
Danmark får to deltagere i hver gruppe, og der bliver hård kamp om alle pladser, selv om det kun er mellem tre hos kvinderne: Nanna Koerstz Madsen, Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen.

Solheim Cup

De samme tre spillere kan drømme om at spille Solheim Cup, som forrige gang var starten på en uhyggelig nedtur for Emily Pedersen. Mon ikke hun tager revanche denne gang, hvor hun indtil videre fører den LET-liste, fra hvilken der udtages to spillere, meget sikkert?
Koerstz Madsen og Broch Larsen skal evt. kvalificere sig med point fra Verdensranglisten, og det ser netop nu vanskeligt ud. Så er chancen formentlig større for at få et wild card af kaptajn Catriona Matthew.

Ryder Cup

Vi får næppe danske deltagere i Ryder Cup, hvor det europæiske hold udtages fra to lister. Ni af de 12 spillere udtages fra dels en europæisk, dels en verdensliste, og disse ni ville ud fra de aktuelle stillinger være: Tyrell Hatton, Tommy Fleetwood, Jon Rahm, Rory McIlroy, Lee Westwood, Paul Casey, Viktor Hovland, Matthew Fitzpatrick og Victor Perez.
Sidstnævnte er en overraskelse, men franskmanden har spillet glimrende på det sidste.
Amerikanerne er dødtrætte af spillere, der er ude af form, så Steve Stricker får lov at uddele seks wild cards, alle tiders rekord. Skulle holdet udtages netop nu, ville de seks automatisk kvalificerede være Dustin Johnson, Bryson DeChambeau, Justin Thomas, Brooks Koepka, Collin Morikawa og Xander Schauffele.

Forrige artikelBrexit ændrer populær e-handel
Næste artikelFestfyrværkeri på seks huller sendte Koerstz Madsen frem som delt treer
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.