Der blev skrevet historie på European Tour i dag i 1. runde af Alfred Dunhill Championship på den vidunderligt smukke Leopards Creek GC på randen af Kruger National Park i Sydafrika.

For første gang nogensinde havde European Tour og Sunshine Tour givet dispensation til at spillerne måtte spille i shorts på grund af den bagende varme, der midt på dagen nåede op over 40 grader.

Langt størsteparten af spillerne valgte den mulighed, og selvom det ‘føltes lidt mærkeligt’, som Brendan Grace udtrykte det, så var der almindelig begejstring for tiltaget.

Blandt de spillere, der tog imod tilbuddet om at spille i shorts var hollandske Will Besseling, som for blot et par uger siden missede at kvalificere sig fra Challenge Tour til European Tour og han gik dagens bedste runde i 65 slag (-7). Det er et slag bedre end Garrick Porteus, Pablo Larrazabal og Keith Horne, der deler andenpladsen.

To i par

18-årige Rasmus Højgaard debuterer som medlem af touren og han er sammen med veteranen Søren Kjeldsen bedste dansker på delt 43. plads i par. Begge havde op-og-ned runder. Rasmus havde tre birdies i træk på 18., 1. og 2. hul, men sluttede med en bogey, mens Søren havde tre bogeys i træk på 9., 10. og 11., men kom godt tilbage med birdies på 14. og 15.

Benjamin Poke fik en skrækkelig start på sit første turnering som med af touren med en dobbeltbogey på sit første hul, banens 10., men han rystede den hurtigt af sig med birdies på 12. og 13. og efter en bogey på 16. lavede han 11 pars i træk for en runde i +1 og delt 65. plads. Thomas Bjørn gik +2, efter at være turnet i -2, og Jeff Winther kom rundt i +3. Han startede skidt med +4 efter fem huller, men sluttede positivt af med birdis på sine to sidste huller.

Pigerne godt med i Spanien

Det var også varmt, men ikke SÅ varmt, i Spanien, hvor Aloha Golf Club lægger bane til turneringen med den mundrette titel Andalucia Costa Del Sol Open de España Femenino, som er sæsonens næstsidste på LET.

Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen ligger fint side om side på delt 19. plads i -1 efter 71’ere på den ganske svære bane, der er smal og har meget hurtige greens. Bedst af alle er tyske Olivia Cowan (hun er datter af en engelsk PGA pro, og født i Hamburg) i -7, blandt andet med et holet andetslag for eagle på 12. hul,  mens den førende spiller på ranglisten, norske Marianne Skarpnord, er alene på andenpladsen i -6, selvom hun humpede rundt plaget af vabler.”Jeg er på mit sjette eller syvende par sko i år. Jeg har et problem med fødderne,” sagde hun efter runden, hvor hun næsten ingen fejl begik. Tredjepladsen indtages af den charmerende og udadvendte amerikaner Christina Kim i -5.

 

Forrige artikelGolfbladet – December 2019
Næste artikelRasmus drøner frem
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.