Det er fortsat Benjamin Poke, der fører Final Stage på European Tours Q-school, men begge brødrene Højgaard presser sig på og er i allerhøjeste grad også i spil til at sikre sig kortet til næste års tour.

Dagens dansker var Rasmus Højgaard (billedet), der gik 66 (-5) og spillede sig ind i Top25. Han indtager en delt 16. plads i -11, hvilket er to slag bedre end den aktuelle 25. plads, som i alt 32 spillere ligger indenfor med én runde tilbage af det spanske kvalifikationsmaraton.

Rasmus og Nicolai Højgaard startede begge på bag9 på Lumine GC’s Lakes Course, og mens Rasmus sluttede af med fire birdies på sine sidste ni huller, måtte Nicolai nøjes med at spille sine sidste 11 huller i par. Til gengæld var han bogeyfri på sin 69’er (-2) og han indtager en delt 33. plads bare én slag fra kvalifikation.

Poke holder fast

I toppen holder Benjamin Poke fast i sin pole position, selvom dagens runde startede med en bogey og også kom til at inkludere ugens første dobbeltbogey. Mellem de to ’pletter’ fulgte fire birdies i træk fra 2. hul og endnu en på 8. hul. På bag9 fik Benjamin endnu en birdie på 11., men en bogey på par3-hullet 17. og en par på det afsluttende par5-hul gav en runde i 69 slag og samlet -18.

Det betød, at nærmeste konkurrent, den blot 21-årige finne Sami Valimaki, der har været igennem hele møllen med Stage 1 og 2, med en runde i 68 (-3) ligger to slag efter danskeren i 16 under par.

Blandt de spillere, der inden den vitale sidste runde ligger indenfor Top25 er bl.a. den firedobbelte tidligere vinder S.S.P. Chawrasia fra Indien (T3), den dobbelte spanske vinder på touren Alejandro Cañizares (T4), den 42-årige franske veteran Grégory Havret (T4) og sydafrikanske Darren Fichardt (T16), som har fem European Tour-sejre på CV’et.

Sjette og sidste runde spilles i morgen. Benjamin Poke er ni slag bedre end den aktuelle 25. plads, og Rasmus Højgaard har to slag ‘at give af’. Nicolai Højgaard har omvendt ét slag op. Uha, det bliver spændende.

 

Forrige artikelTre danskere i Tour-finaler
Næste artikelEuropean Tour aflyser Hong Kong Open
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.