Amatørspilleren Victor Sidal Svendsen fra Asserbo Golf Club og proen August Thor Høst, der repræsenterer Odense Eventyr Golf måtte mandag erkende, at ordsproget om ‘højt at flyve – dybt at falde’ ikke blot er grebet ud af det blå.
Efter søndagens første runde af ECCO Tour Spanish Masters – by DAT på PGA Catalunya var de henholdsvis på en anden- og en delt tredjeplads. Efter dagens anden runde havde de begge misset cuttet i Winter Series-turneringen, der spilles på begge resortets to baner, Stadium og Tour Course.
Begge gik 8 over par, Victor på den udfordrende Stadium Course, August på den ellers noget mere overkommelige Tour Course.
I stedet er Sebastian Friedrichsen, der spiller for The Scandinavian, nu bedste dansker på delt tredjeplads i -7, og med en reel vinderchance, da det kun er 2 slag fra den førende tysker Jannik De Bruyn i -9. Dagens højdespringer blev svenske Joakim Wikström, som avancerede 63 pladser til andenpladsen i -8 takket være en runde i 10 under par, 61 på Tour Course, som også er banen, der skal spilles finalerunde på tirsdag. Kevin Esteve fra Andorra – hvem vidste, at der var golfspillere i Andorra? – deler tredjepladsen med Sebastian. Nicolai Tinning er på delt femteplads i -6. Også Zander Lui Rivas fra Simon’s banker på til en topplacering. Han er på delt 11. plads i 4 under par.
Foto: Sebastian Friedrichsen, her fotograferet efter sejren i Portuguese Amateur i 2021, er bedste danske bud på en sejr på ECCO Tour.