Den længe ventede juridiske høring, hvor 13 medlemmer af både DP World Tour og LIV Golf, ønsker stadfæstet, at de har ret til fortsat at spille turneringer på DP World Tour selvom de også er tilknyttet LIV Golf, gik mandag i gang i England.
Der er ikke tale om en retssag, som dem, der venter forude i USA mellem PGA Tour og LIV Golf, men derimod en høring, hvor tre juridiske dommere skal tage stilling til de stridende parters holdninger, og fremkomme med en afgørelse. Skulle den ‘tabende’ part ønske at gå videre i sagen, vil det kræve et formeldt søgsmål.
De 13 spillere er: Ian Poulter, Justin Harding, Adrian Otaegui, Lee Westwood, Sam Horsfield, Richard Bland, Laurie Canter, Graemme McDowell, Marin Kaymer, Patrick Reed, Bernd Wiesberger, Wade Ormsby og Shaun Norris. De blev alle i første omgang idømt en bøde på 100.000 $ og suspenderet fra deltagelse i Scottish Open sidste sommer, fordi de uden ’tilladelse’ fra DPWT deltog i den første LIV Golf-turnering på Centurion Club i London, som blev spillet samtidig med Scandinavian Mixed i Sverige.
Uafhængige
De 13 mener, at de er uafhængige ‘contractors’ og at de har ret til at spille golf hvor og hvornår de ønsker det. DPWT, derimod, har den holdning at spillerne ved at tilslutte sig den nye upstarts tour, skader DPWT i forhold til image, sponsorkontrakter, reklameværdi m.v.
Tre juridiske dommere med pensioneret højesteretsdommer Phillip Sycamore i spidsen, har siden mandag lyttet til indlæg fra de 13 spilleres advokater samt fra DPWT’s advokater. Høringen fortsætter ugen ud, og derefter skal de tre dommere træffe en beslutning. Det ventes, at der går flere uger før deres beslutning er klar.
Høringerne foregår for lukkede døre, og indtil videre er der ikke sluppet noget ud.
Konsekvenser
Hvis DP World Tour får medhold, vil det betyde, at de kan give deres medlemmer bøder og suspendere dem, hvis de deltager i LIV Golf turneringer. Det vil også betyde, at de 13 spillere, samt blandt andre Henrik Stenson, Sergio Garcia, Branden Grace og Charl Schwartzel, som ikke er en del af høringen, formentlig ikke fremover vil få lov at stille op på DPWT, og dermed ikke vil kunne optjene verdensranglistepoints. De vil derfor få meget vanskeligt ved at kvalificere sig til Ryder Cup – for de europæiske spilleres vedkommende. Det er lige nu nærmest givet, at LIV spillere ikke vil komme i betragtning til Ryder Cup-kaptajn Luke Donalds seks wild cards, men det vil formentlig også ændre sig, hvis dommerne træffer en beslutning, der er til fordel for de 13 spillere.
DP World Tour har i modsætning til PGA Tour ikke suspenderet spillere, der har tilsluttet sig LIV Golf, og senest i Abu Dhabi og Dubai, var de fleste af spillerne, der er involveret i høringen med i feltet. Patrick Reed blev nummer to i Dubai, kun lige slået af den største af alle LIV Golf-modstandere, Rory McIlroy.
Skulle LIV Golf-spillernes synspunkt vinde i høringen, vil det betyde, at ikke bare de 13 spillere, men også bl.a. Dustin Johnson, Bryson DeChambeau og Cameron Smith vil kunne stille op i DPWT-turneringer, da de som major-vindere er sikret en plads i turneringsfelterne. Selvom det umiddelbart kunne lyde som en styrkelse af DPWT, så ønsker touren det ikke. De har indgået et strategisk partnerskab med PGA Tour, som vil kunne belastes hvis man tillod LIV-spillerne at deltage i turneringer i DPWT regi.
Det er således en yderst speget sag, hvis resultat man forventer også vil kunne sprede sig til andre sportsgrene. Høringen forventes afsluttet fredag, men et endeligt resultat forventes altså først at foreligge om nogle uger. Og uanset udfaldet af høringen vil det formentlig føre til et formelt juridisk efterspil.
Foto: Poulter, Kaymer og Smith. Tre LIV-spillere, hvis muligheder kan blive ændret på grund af høringen i London. (c) Getty Images