Det var Hørsholm Golf der fik det længste strå foran Roskilde Golf Klub og Sydsjællands Golfklub, da Golfsportens Natur- og Miljøpris 2019 blev uddelt ved DGU’s årlige repræsentantskabsmøde, som fandt sted i Kolding i slutningen af marts.
Ud over den fine hæder modtog Hørsholm Golf en check på 75.000 kroner.
”Dem, der er nomineret til prisen, har alle gjort en indsats for at skabe levesteder for en række truede arter. Vinderen har på imponerende vis ageret positiv medspiller i lokalsamfundet og omfavnet idéer fra eksterne samarbejdspartnere, sagde præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening,” Maria Reumert Gjerding.
Hørsholm Golf har blandt andet brugt får til at afgræsse roughen i stedet for maskiner, ladet døde træer ligge til glæde for fugle og insekter og sat fuglekasser op i samarbejde med Danmarks Ornitologisk Forening.
Derudover har klubben udsat pindsvin, været systematisk i sin fjernelse af invasive plantearter og har sået hjemmehørende blomster i roughen.
Derefter takkede Hørsholm Golfs formand for prisen:
”Tusind tak for miljøprisen. Vi er stolte, fordi vi har arbejdet med bæredygtighed rigtig længe, og det bliver vi ved med. Det her er ikke afslutningen på det,” sagde John Christian Langeberg, der er formand for Hørsholm Golf.
Han rettede en særlig tak til sin greenkeeperstab.
”Det er dem, der sørger for, at vi spiller på grønne baner, men også at vi fremover spiller på en grøn planet,” lød det fra John Christian Langeberg.
I Kolding blev der desuden uddelt to inspirationspriser til klubber, der har iværksat natur- og miljøinitiativer.
De gik til Rold Skov Golfklub og Birkemose Golf Club, som hver især fik 10.000 kroner.
Det er sjette gang, at Golfsportens Natur- og Miljøpris bliver uddelt. Det er Greenkeeperforeningen og Dansk Golf Union, der har indstiftet prisen, som tildeles i samarbejde med repræsentanter fra flere grønne organisationer.
Meget stærke kandidater
Sydsjællands Golfklubs store fokus på at bidrage med ny viden til hele golfbranchen via forskning er således en helt tredje tilgang til natur- og miljøarbejdet. Siden 2006 har Sydsjællands Golfklubs deltaget i en lang række forskningsforsøg med mere miljøvenligt græs, ukrudtsbekæmpelse og gødning. Et helt konkret resultat af denne forskning er, at klubben har halveret deres brug af gødning.
Desuden er lokaliteten også registreret i Dansk Ornitologisk forening, som et særligt godt sted for at studere fugle, og der arrangeres fugleture i området.
Den tredje kandidat til året natur- og miljøpris Roskilde Golf Klub har arbejdet målrettet med udgangspunkt i FN´s verdensmål.
Roskilde Golf Klub er en del af nationalpark Skjoldungernes Land og har længe arbejdet målrettet med klubbens natur og miljø. Senest ved at indtænke FN’s 17 verdensmål, og hvoraf klubben lige nu arbejder aktivt med 12 af målene.
Roskilde Golf Klub har desuden været gode til at samarbejde med andre lokale aktører på natur- og miljøområdet. En kæmpe stor blomstereng er blevet etableret i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, og arbejdet også sammen med den lokale lystfiskerforening omkring fiskeyngel og etablering af to nye vandhuller. Ikke mindre end 100.000 havørreder er blevet udsat i den nærliggende å, som løber igennem golfbanen, med hjælp fra klubben.