At spille i førerbold om lørdagen i sin allerførste turnering på DP World Tour, er både en fornem præstation og en stor oplevelse. Rasmus Neergaard-Petersen var ude i sidste bold med newzealandske Daniel Hillier i BMW International Open, og selvom oplevelsen isoleret set kunne have været mere positiv end en runde i 73 (+1), så kan den nyprofessionelle dansker fra Furesø Golfklub, bestemt være indsatsen bekendt. Han holder sig i Top10 – på delt niendeplads i 7 under par – med muligheder for at avancere yderligere i søndagens runde, hvor han slipper for det pres det altid er at være ude i sidste bold.

I toppen er det dobbelt hollandsk. Først kom Daan Huizing rundt i en 66’er og satte -11 som målet i klubhuset. Og siden præstede hans rutinerede landsmand Joost Luiten (billedet) en fejlfri og nær perfekt runde i 65 slag, og han tager en 3 slags føring med sig ind i førerrunden. Luiten har vundet seks gange på touren, men det er fem år siden sidst.

John Axelsen er på delt 14. plads i -6 efter en runde i -1, Niklas Nørgaard var bogeyfri i sin 69’er, der placerer ham på delt 31. plads i -3, sammen med bl.a. Søren Kjeldsen (71). Christoffer Bring indtager 63. pladsen i +1, efter en runde i netop 1 over par.

Tredjepladsen i turneringen deles af Triston Lawrence, Edoardo Molinari og Daniel Hillier i 10 under, mens tre spillere deler sjettepladsen i 8 under.

Hård rookiesæson

På Ladies European Tour, der er i Tjekkiet til Tipsport Czech Ladies Open, kæmpede Linette Holmslykke en brav kamp for at klare cuttet. Hun kom til 3 under for runden, og var blot én slag fra at klare cuttet, men så rendte hun ind i en dobbeltbogey på 14., og fik yderligere en bogey på 16. der endte forhåbningerne. Også Smilla Sønderby misser formentlig cuttet, for hun skal bruge 5 birdies på de sidste seks huller, og endelig så fortsætter sæsonens trængsler for LET-rookien, Amalie Leth-Nissen, som sluttede sidst af alle, der gennemførte, efter runder i 85 og 81 slag. Hvad der er sket med stortalentet, der som amatør var blandt verdens bedste sidste år, er ikke rigtigt til at vide, men det var sæsonens ottende missed cut, og scores er ukarakteristisk høje.

Turneringen føres af indiske Diksha Dagar, som er i -10 og har hele 5 slag til Ana Pelaez Trivino. Det er bemærkelsesværdigt så godt det går for de indiske kvinder i år. Aditi Ashok har gang sin formentlig bedste sæson nogensinde. Hun fører LETs rangliste og er i Top20 på LPGA Tour ranglisten. Turneringen afsluttes med tredje runde søndag.

Foto: Getty Images

Forrige artikelDM i hulspil er et led i DM-ugen i Aalborg
Næste artikelKlar til semifinaler ved DM i hulspil
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.