Hornbæk GK havde allerede planlagt nye bade- og omklædningsfaciliteter og besluttede på sin generalforsamling at udvide byggeriet med et golfcenter med fire golfsimulatorer.
– Vi ser ind i en udvikling med behov for at tilbyde golf hele året og skabe aktivitetstilbud, som rækker ud over sommersæsonen, siger formand Karsten Glahn. – Golfcentret vil primært henvende sig til medlemmer af Hornbæk GK og vores samarbejdsklubber i Kongegolf, men også være åbent for spillere udefra. Vi tilbyder medlemmerne et fordelagtigt indendørs medlemskab med en billig timepris og kan på den måde skabe liv i klubben hele året og desuden grobund for, at vores restaurant kan holde åbent på udvalgte dage. Golfcentret skal på sigt tiltrække medlemmer og gøre os attraktiv for nygolfere, som søger en aktivitet, de kan dyrke hele året.
Karsten Glahn
– Vi skal bygge ca. 350 kvm. hvoraf de nye bade- og omklædningsfaciliteter fylder de 100. Resten indrettes med topmoderne trackmansimulatorer og et lille loungeområde med selvbetjeningsbar. Vi håber, vi også kan tilbyde golfpakker inkl. frokost i restauranten til en fordelagtig pris og på den måde understøtte vores restauratør.
– Vi forestiller os også, at klubber i klubben kan lave turneringer i vintersæsonen, ligesom der vil være mulighed for at få. Vores økonomi er sund og stærk, og vi tror, at det er det rigtige tidspunkt at investere i fremtiden og følge den vision, vi lavede for to år siden. Vi har venteliste lige nu, men det er ikke sikkert, det varer ved.
– Vi håber at kunne åbne de nye faciliteter i oktober 2023.
Det er Hornbæks indemål, men der sker også ting på banen, hvor man på hul 17 par-3 slår over en stor sø til en green, der nu vil blive hævet med 15 cm!
Årsagen er, at etablering af greenen fra starten ikke har været korrekt. Nu er der lagt den mængde vækstmedie på, som kræves, vandingsanlægget er hævet og rullegræsset er lagt. Desuden er der fældet nogle træer, så greenen kan få lys og luft. Denne nye opbygning og yderlige tiltag vil give spillerne en tørrere/fastere overflade at putte på og en sundere/bedre greenoverflade mht. sygdomme og manglende græsvækst.
Greenkeeperteamet arbejder på at være klar til at åbne hullet for spil i april 2023.