Viktor Hovland sluttede fornemt af i Tourfinalen på FedEx Cup i Atlanta, og det var nødvendigt, for i sidste runde blev han udfordret af Xander Schauffele, der lå i -7 for 12 huller og havde ædt sig ind på tre slags afstand. På Gettys billede laver Hovland fistpump med sin caddie Shay Knight.

Så gik Schauffeles birdiescoring i stå, og Hovland, der lå i -4 for dagen, blev ved med at spille sig ud af de små par-udfordringer, han fik. To putt skiller sig ud. Spillet havde været afbrudt pga. tordenfare, og ved genoptagelsen havde nordmanden et halvlangt parputt. Han holede det meget sikkert.

På 14. hul var han i fare for at miste 1-2 slag, men først brændte Schauffele sit birdieputt, og derefter holede Hovland sit parputt fra 6-7 meter.

På 16 havde Schauffele et skidt drive og endte med at brænde et birdieputt hårfint. Efter to perfekte slag lå Hovland meget bedre og holede sit birdieputt meget sikkert. Dermed var han fire slag foran med to huller tilbage, og med den sikkerhed, han havde udvist i såvel BMW Championship som de tre første dage i Tour Championship, var der ingen, der troede at den margin ikke var stor nok, og det var den da også. Faktisk øgede han til fem slag med endnu en birdie på 17. Schauffele gik dagens bedste runde i -8, men Hovland fulgte lige efter i -7, og det var dagens i særklasse bedste runder.

Hvad han vandt, lyder egentlig bedst på norsk, hvor det er 193 mio. NOK, fordi han såvel vandt finalen som den samlede FedEx Cup. Hvad mere er: Nu kan han fortsætte med at tænke på at vinde majors, blive nr. 1 på verdensranglisten – og naturligvis på Ryder Cup.

Slutstillingen taler sit tydelige sprog om Hovland, Schauffele og alle de andre: 1. Hovland – 27. 2. Schauffele -22. 3. Wyndham Clark -16. 4. Rory McIlroy -14. 5. Patrick Cantlay -13. 6. Tommy Fleetwood, Collin Morikawa og Scottie Scheffler -11. 9. Sam Burns, Matt Fitzpatrick, Max Homa og Adam Schenk -10.

Verdens nr. 1, Jon Rahm, sluttede som nr. 18 i -7.

—-

CPKC Women’s Open i Canada sluttede længe efter nightline, men Nanna Koerstz Madsen sluttede af med en runde i -2 og rykede dermed en lille snes pladser frem. Det kommer vi tilbage til.

Forrige artikelVanvidsputtning sikrer rookie sejren i Tjekkiet
Næste artikelTirsdagsanekdoten om kvindeelitens seniorer
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.