Asserbospilleren kunne ikke sætte fingeren på, hvad der manglede, men så fik han Søren Hansen som træner
Jeppe Kristian Andersen, i dag oftest omtalt uden det sidste navn, har været anerkendt som et stort golftalent, siden han var 10.
Han har været i DGUs landsholdstrupper, har vundet adskillige eliteturneringer og spillet to EM for juniorhold. Han havde trænet med mange forskellige, men stod uden træner i 2020, hvor Lasse Jensen, der som han selv og spillere som Leif Nyholm, John Nielsen, Sebastian Friedrichsen m.fl. har fået sin golfopdragelse i Asserbo, anbefalede ham at tage kontakt til Søren Hansen.
Tillid
Søren Hansen har efter at være stoppet som aktiv spiller holdt sig ude af rampelyset, men træner adskillige danske professionelle med stor succés.
Arbejdet med ham skabte en Jeppe Kristian 2021, som pludselig skød frem gennem rækkerne. Jeppe tror 100% på alle Sørens råd. Hele ansvaret ligger på deres samarbejde, og der ligger det godt!
Man skal bestemt heller ikke undervurdere arbejdet med mentaltræneren Arne Nielsson. Nielsson, der vandt medaljer i massevis som kanoroer, har hjulpet sportsfolk i utallige idrætsgrene til at udvikle deres potentiale maksimalt.
Succés i 2021
Nu var spillet i orden, og var noget gået galt, hjalp psyken med at reparere. To næsten utrolige eksempler fra årets Nordic League er turneringen i Landeryd samt Race to Himmerland-finalen.
I Landeryd startede han sidste runde 10 slag efter den førende Christopher Feldborg Nielsen, men hentede dem alle 10 og kom i et omspil, som han godt nok tabte, men alligevel.
I Race to Himmerland by Freja indledte han sidste runde bogey-bogey, men fik stabiliseret med par på 3. hul, før det gik løs: Eagle på 4 og siden syv birdies, bl.a. fem i træk på hul 11-15. Runden i -7 ville normalt have rakt til sejr, men på denne dag gik svenskeren Niclas Johansson i -8, og da de var startet runden lige, måtte danskeren nøjes med en 2. plads.
Årets bedste 11. plads
Der var mange penge i den andenplads, og pludselig var Jeppe Kristian med i kampen om de ti kort til Challenge Tour, der var på Road to Europe.
Han sluttede som nr. 11, men da nr. 6, Jesper Kennegård, allerede var kvalificeret, var 11. pladsen nok til, at han kan regne med 5-15 starter på Challenge Tour. Måske kan han få en god re-ranking, hvis han starter godt. Han kan i hvert fald godt tænke sig at kopiere Marcus Helligkildes 2021.
Han er aktuelt nr. 667 på Verdensranglisten. Helligkilde startede 2021 som nr. 646. Det ligner en tanke.
Økonomi
Jeppe Kristian har altid foretrukket at gå sine egne veje, og derfor er han ikke en del af DGUs øjeblikkelige protrup.
Han har sit eget sponsornetværk og arbejder ved siden af på at tjene de nødvendige penge, til han når dertil, at præmierne kan klare økonomien. Arbejdet er mange slags håndværksopgaver, der næsten kan gøre det ud for styrketræning.
Han sørger dog også for at være flittig i fitnesslokalet og er glad for, at han har en kæreste, der forstår de krav, hans karriere stiller.
No Fore
Man kan få skader på mange måder som golfspiller.
Jeppe Kristian blev under et sponsorarrangement i 2020 ramt af en vildfaren bold fra en spiller på et nabohul, der ikke gjorde sig den ulejlighed at råbe ’Fore’.
Hvor galt det kunne være gået, var klart, da han måtte på operationsbordet og faktisk havde hjertestop i halvandet minut, før alt gik, som det helst skulle.
Han kunne genoptage sit spil omkring en måned senere, men det siger sig selv, at han ikke forsømmer nogen chance for at gøre opmærksom på vigtigheden af at råbe ’Fore’ efter et skævt slag.
Jeppe Kristian Andersen
f. 1996.
Legede med golfkølle, før han blev 1 år
Faderen golftræner i Asserbo, hvor moderen passede proshoppen
Levede sit liv i golfklubben og tog normalt bussen direkte fra skolen til banen
Vinder af Asserbopokalen som 14-årig
Vinder DGU Elite Tour 1 2014 og blev samme år udtaget til landsholdet
Har spillet to EM for juniorhold
Klubmester i Asserbo 2012 og 2020
2 Race to Himmerland 2021
2 Landeryd 2021 efter omspil
11 på Road to Europe, og det gav præcis adgang til Challenge Tour 2022.
Finansierer bl.a. sin karriere gennem JK Netværk, men arbejder desuden med håndværksopgaver i vinterhalvåret