Af en eller anden grund er det kun få greenfee-spillere fra udlandet, der finder frem til Bergamo L’Albenza Golf Club. Det er en skam, der er nemlig en stor golfoplevelse i vente.
I udkanten af Bergamo og lidt oppe i bjergene ligger denne meget smukke bane – tre sløjfer med 9. huller. Hvert hul på Bergamo L’Albenza Golf Club har sin egen karakter, skabt af naturen og med store højdeforskelle.
Vi spiller Blå og Rød-sløjfe. Hul 1 begynder blidt. Vi har masser af plads til at lande drivet, men vi skal vogte os for at boldene ikke kommer for langt ud i siden, og ruller ud i skoven som findes på bege sider af fairway. Spillet fortsætter med træerne som gennemgående element, og især doglog-hullerne kræver særlig præcision. De tre sidste huller på Blå sløjfe byder på en masse herlige udfordringer. Hul 7 er et langt par5-hul, der doglegger to gange, og hul 8 der spiller nedad bakke er også dogleg. På bagni forsætter et layout præget af skov og kuperede huller, og der kommer mere vand i spil.
Greenfee er ca. 490 kr. på hverdag og ca. 675 i weekender. Banens stand er ypperlig og de mange spektakulære huller gør det til en særlig oplevelse at spille Bergamo L’Albenza Golf Club.
Efter runden sætter vi os på terrassen, som læner sig ud over en stejl bakke. Det er søndag og mange af klubbens medlemmer har valgt at spise frokost. Stemningen på terrassen tager til efterhånden som frokosten skrider frem, og vi føler os meget velkomne.