Trevor Immelman er valgt som præsident for det internationale hold i Presidents Cup 2021, der skal spilles på Quail Hollow i september 2021. Da vil sydafrikaneren, der i 2008 vandt Masters, være 41 år og dermed den yngste kaptajn i turneringens historie.
Immelman var vicekaptajn for Ernie Els sidste år, og i 2017 var han desuden den første kaptajn for et internationalt juniorhold i Presidents Cup. Han siger selv:
– Jeg spillede Presidents Cup som 25-årig i 2005 med Gary Player som kaptajn, og det var en skelsættende oplevelse, der var medvirkende til, at jeg kort efter vandt min første sejr på PGA Tour.
Måske kan man også sige, at det gjorde en forskel, at han var med på holdet igen i 2007, for Masters-sejren kom få måneder senere.
Immelman bliver den tredje sydafrikanske holdkaptajn efter Player og Els. De øvrige kaptajner har været Peter Thomson, Greg Norman og Nick Price.