Dansk Golf Union har en ambition om at hente medaljer ved europamesterskaberne for hold for damer (billedet), herrer, piger og drenge, men i år bliver ambitionerne ikke indfriet.
Mens både drenge og herrer missede at komme i Flight A, der spiller om mesterskabet, kom både pigerne og damerne blandt de otte bedste. Men torsdag tabte pigerne med 4-3 til England. England vandt begge foursomes og satte danskerne under pres, og trods tætte matcher, blev også de to første singler tabt og så betød det kun noget kosmetisk, at de tre sidste singler Alvilda Wiberg, Victoria Kristensen og Liva Krøl Andersen vandt.
Hos damerne kom Danmark også bagud 2-0 efter foursomes mod Irland, men også her blev det spændende. Marie Eline Madsen tabte sin single, men Emma Bunch vandt sin og bragte Danmark ind i matchen. Cecilie Leth-Nissen var godt med, men tabte 3&2. Sejre til både Olivia Grønborg og Benedicte Brent-Buchholz ville dog give Danmark sejren, men begge måtte nøjes med delte matcher og så endte slutresultatet 5-2, der lyder mere overbevisende end tilfældet var.
Hos drengene i Flight B i Østrig blev det til en 3-2 sejr over Irland, mens herrerne i Flight B i Italien vandt med 3,5-1,5 over Skotland.
Foto: EGA