Hvis man holdt med det internationale hold i Presidents Cup, var den sidste halvdel af fourballs et mareridt. Adam Scott/ Taylor Pendrith (billedet/ Getty) havde – trods svagheder i slutfasen – sikret et point mod Brian Harman/ Max Homa, og stillingen var lige i de tre øvrige opgør. Scott forbedrede det antal point, han samlet har scoret i Presidents Cup, til 22.
Mens tusmørket sænkede sig, og dug gjorde greens langsomme, lavede amerikanerne adskillige klasseslag, og til sidst havde de vundet samtlige tre matcher og sektionen 3-1.
Dermed er stillingen 11-7 til USA før søndagens singler, og der skal et nyt mirakel til, hvis der skal gøres noget ved det.
I Walmart NW Arkansas Championship klarer alle tre danske deltagere formentlig cuttet, som nok bliver -2, som såvel Nanna Koerstz Madsen som Emily Pedersen ligger i som nr. 60. Der er imidletid en del spillere på banen endnu, så helt sikkert er det ikke.
Nicole Broch Estrup gik runden i -6 og avancerede 62 pladser til nr. 37 i -5.