De irske spillere hos både herrerne på PGA Tour og kvinderne på LPGA fører sig godt frem i denne uge. Efter anden runde i hhv. AT&T Pebble Beach Pro-Am og LPGA DriveOn Championship er der begge steder irske spillere på førstepladsen.
Mens Seamus Power i Californien har slået hul på hele fem slag til trioen Tom Hoge, Andrew Putnam og Adam Svensson, og feltet fortsat mangler at spille den tredje af turneringens tre baner inden cuttet og finalerunden søndag på Pebble Beach, så må Leona Maguire i Florida dele føringen med Marina Alex, men de har så til gengæld et hul på fire slag til en trio af forfølgere.
Og lidt længere bagude, men på delt niendeplads ligger Nanna Koerstz Madsen, som gik anden runde i 69 slag (-3) og samlet er 7 under, men seks slag til de førende. Damerne spiller kun 54 huller denne uge, så det er finalerunden i aften.
Emily K. Pedersen missede cuttet efter en runde, der var næsten spejlvendt af Nannas. Hvor Nanna indledte med en bogey på sit 5. hul, vendte i par og siden sluttede godt af med tre birdies, fik Emily bogeys på 3., 10., 14. og 15. og først da løbet var lkørt, dagens eneste birdie på sidste hul.
Man kan følge Nanna jagte en Top10 eller måske en Top5 placering på V Sport Golf fra kl. 20.
Foto: Leona Maguire fører på LPGA. (c) Getty Images