Moving days store oplevelse i The Open var ireren Shane Lowry. Han satte en fantastisk banerekord på 63 slag på en runde, hvor han virkede fuldstændig usårlig. Var der et skidt slag, reparerede han med det næste. Hans drives eller approachslag gav birdiechancer på stribe, og de fleste blev udnyttet. Det var kun centimeter fra en afsluttende birdie på 18, der havde givet en niende birdie på den bogeyfri runde.
Irerne tiljublede ham hele dagen (billedet/ Getty) og fik hans selvtillid til at vokse. Vi andre synes også, det vil være helt fint med en europæisk majorsejr, efter at amerikanere har vundet årets øvrige majors.
Lowry elskede naturligvis runden: – Hver gang jeg havde et putt, ville jeg simpelthen hole det for igen at høre det brøl!
– Selvfølgelig kommer jeg til at drømme om at løfte Claret Jug i nat, men jeg vil prøve at slappe af. Jeg vil se sammendragene af dagens runde og ja, jeg ville lyve, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg også så Love Island.
Før sidste runde ligger ireren med det imponerende skæg lunt i svinget i -15, tre foran Tommy Fleetwood -12, og der er yderligere to slag til JB Holmes -10. Derefter følger Brooks Koepka og Justin Rose -9, Rickie Fowler og Lee Westwood, der en kort overgang havde andel i førstepladsen, i -8.
Fleetwood spillede en runde, der havde taget den store opmærksomhed, hvis det ikke havde været for Lowry: -5 og bogeyfri. Det kan blive en forrygende førerbold med de to i morgen, hvor vejret for første gang skulle kunne volde virkelige problemer.
Danskerne havde det svært på moving day. Lucas Bjerregaard faldt med en runde i +3 tilbage som nr. 36 i -1, mens Thorbjørn Olesen med +6 ligger som 66 i +4. Ingen danske topplaceringer i år, men lad os håbe på afslutninger, der kan give selvtillid, penge og point til Verdensranglisten.