Den flade bane syd for København holder hele anlægget åbent for vintergolf, og byder på en god oplevelse.
Meget tyder på at vi får en varm vinter.
Det er ikke godt nyt for verdens klima, men det er godt nyt for golffolket, der gerne vil fortsætte med at spille til normale greens og uden så mange restriktioner hele året.
Ishøj Golfcenter er én af de baner i Hovedstadsområdet, der holder hele anlægget åbent – undtagen naturligvis i tilfælde af hård frost og sne – og anlægget synes nærmest som skabt til vintergolf.
For det første så ændrer det ikke meget på banens visuelle udtryk om det er vinter eller en af de andre dejlige årstider. Banen er nemlig anlagt i et stort, meget åbent og fladt landskab, næsten uden træer. For det andet er Line Mortensens originale design lavet efter samme principper som de britiske linksbaner, der giver faste fairways og forholdsvis hårde, modstandsdygtige greens.
Spiller man Ishøj på en smuk sommerdag kan banen for mange sagtens fremstå en smule gold og ligefrem kedelig, men spiller man den i ydersæsonen vinder den på at have en rigtigt fin overflade; ikke specielt mudret, som mange andre baner på denne tid, og med gode greens og fairways.
Det var ikke vinter endnu, da vi besøgte banen midt i oktober, men intet indikerede at forholdene ville blive væsentligt anderledes medmindre vi får et markant skifte i vejret.
Gode faciliteter
Ishøj Golfcenter består af en 9-hullers intermediatebane, et stor driving range med Trackman installeret, glimrende træningsfaciliteter og 18-hullers bane, med ganske god længde. Banen har adskillige drilske strafområder, der skal spilles over eller udenom og nogle lidt konstruerede fordybninger, der er skabt for at give det helt flade landskab en smule karakter. Om lige den del er fuldt ud vellykket er vist en smagssag. Et faktum er det, at banen hul for hul er ganske interessant og byder på mange, spændende udfordringer; ikke mindst de mange små og dybe bunkers, der efter bedste linksprincip har ’tunger’, der nogle steder er så smalle, at man ganske enkelt ikke kan spille bolden fremad, men må slå sidelæns eller baglæns ud.
Greens er store og med mange fald, og det er bestemt ikke givet, at man to-putter hver gang, selvom man måske rammer mange greens. En anden lille detalje er, at banens blot tre par3-huller alle hører til de mest udfordrende og har hhv. handicapnøgle 3, 7 og 8. Det ser man alligevel sjældent.
Frem til foråret spilles der med oplægning på alle fairways – både på 9-hullers og 18-hullers banen – for at beskytte banen. Men arter vejret sig, vil begge baner være fuldt åbne for spil hele vinteren. Vintergreenfee er frem til medio marts 275 kr. på 18-hullersbanen og 125 kr. på 9-hullersbanen.