Hayden Buckley er ikke en spiller, man sådan bare lige genkender, og han kunne formentlig formentlig ikke få lov at parkere på spillerparkeringen uden at vise sin PGA Tour-medlemsbadge frem til vagten. Men han fører Sony Open in Hawaii med 18 huller tilbage med 2 slag, og kan skrive ‘PGA Tour vinder’ på sit CV for første gang, hvis han holder stilen i sidste runde i aften, og dermed træder ud af skyggen.
Buckley lavede to eagles undervejs til sin anden 64’er i træk i turneringen. Først et hole out fra over 120 meter på 10. hul, og siden en lille pjevs på 18. efter et mesterligt approach fra 200 meter til få centimeter. Det bragte han 15 under par, 2 slag bedre end en trio bestående af engelske Ben Taylor, den tidligere DPWT-spiller David Lipsky – som også begge jager deres første sejr – og Chris Kirk. Et slag længere tilbage lurer Andrew Putnam og Si Woo Kim, som begge har smagt sejrens sødme og måske kan trække på det som en ekstra ressource, når det strammer til på bag9.
Foto: Getty Images