Der er spillet om the Amateur Championship siden 1885, og i dag blev det for første gang vundet af en dansker, da Jacob Skov Olesen med en usædvanligt flot indsats besejrede den ellers formstærke Dominic Clemons, der for få uger siden spillede drømmegolf på Muirfield, med de sikre cifre 4&3. Den fantastiske Ballyliffin Links lagde græs til finalen, der blev spillet i gråvejr og frisk blæst.
Matchen kunne være gået over 36 huller, men efter at Olesen var gået til pause 2 up efter 18 huller, kom han flyvende ud og fik tv-kommentatoren til at udbryde: – Hvad har Olesen dog spist til frokost?
Han udbyggede på 23. hul til 6 up, men på 28 var føringen reduceret til 4 up. På 30 par 4 blev det igen 5 up efter et helt eventyrligt drive, som mange troede kunne være out-of-bounds, fordi de ikke havde kunnet følge den – men så opdagede kameraerne, at den lå tæt på green. På 31 havde Olesen et putt for sejr, men hullet blev delt, og i stedet vandt Clemons 32, så han var 4 ned med fire huller igen.
På 33 havnede Olesen i rough i højre, men Clemons’ bold kunne i første omgang ikke findes, så der blev søgt i næsten tre minutter, før den blev fundet, men i et skidt leje, og han var tvunget til at tage et drop. Til gengæld slog han et utrolig flot tredje slag for at give sig selv en chance. Olesen kom godt fremad i sit andetslag, spillede på green i tredje og havde to putt fra 4 meter for sejr. Det først var centimeter fra at gå i. Det andet blev givet!
Med sejren skal den danske venstrehåndsspiller nu spille The Open på Troon og næste år såvel Masters som US Open, og det er så fortjent. Han spillede moden og fin golf og lignede kun i enkelte øjeblikke en, der vidste, hvad nerver er.
Han udtalte før sidste runde, at han mente, at han nu var klar til at gå til tops, fordi han havde spillet rigtig godt i år. Efter sejren fortalte han, at han var lykkelig og stolt, og at han havde spillet så mange gode slag i hele ugen.
Hvad havde han fået i pausen: En burger og en coke!
I de næste 8-9 uger havde han kun planlagt en enkelt friuge, og det var den, hvor der spilles The Open. Han var ikke i tvivl om, at det skema kunne ændres. Han glæder sig umådeligt til alle tre majors.