Fredag var en glimrende dansk golfdag.
I Spanien lå Jeff Winther (billedet/Getty) i Catalunya Championship på en delt 9. plads efter ni huller, da han fik bogey på 10 – men det satte godt nok fart i ham. Fire birdies blev det til på de fem følgende huller, og han overnatter på en førsteplads, som han i -6 deler med sydafrikanerne Oliver Bekker og Darren Fichardt.
Der var denne gang ingen danske frafald i sidste øjeblik, så der er 11 danskere i feltet, og det er det højeste antal bortset fra Made in Denmark. Ni af dem ligger oven i købet til at klare cuttet efter første runde, idet kun Benjamin Poke i +4 og Søren Kjeldsen i +5 får et hårdt job med at komme på den rigtige side.
Som delt 12 i -3 ligger Nicolai Højgaard, Thorbjørn Olesen og Thomas Bjørn, som har sine tvillinger med, så der er to danske tvillingepar i denne uge. Marcus Helligkilde er heldigvis tilbage i fin form og ligger som delt 20 i -2 med bl.a. JB Hansen, mens Niklas Nørgaard Møller og Lucas Bjerregaard er delt 31 i -1 og Rasmus Højgaard på cutgrænsen par som nr. 51.
I Bravo Tours Open by Enjoy Resorts er der danske spillere som nr. 1, 2 og 3. Amatøren Frederik Birkelund spillede første runde i -4 med otte birdies og fire bogeys. I 2. runde havde han udryddet bogeys, men til gengæld var der kun fire birdies tilbage. -8 giver dog en smuk føring foran Oliver Percy-Smith -6 og tre spillere i -3: Sebastian Friedrichsen, Marcus Garfield Hansen og svenskeren Charlie Lind.
47 klarede cuttet +5, og når vi nu er ved det familiære, så gjaldt det såvel søn, Nicolai Tinning -3, som far, Steen Tinning +5.