Anden dag af Estrella Damm Andalucia Masters på Valderrama var neglebidende spændende. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel over banen med den ubarmhjertige rough og de knaldhårde greens, som alle bolde jævnt hen ræsede over – og så næsten stormede det for anden dag i træk.
Så var himlen end tør, så regnede det med bogeys og dobbeltbogeys, og cuttet bevægede sig længere og længere op i plus. Skulle alle danskere videre, skulle det lige have den sidste tak, da Rasmus Højgaard havde en dag, hvor alle marginaler var imod, og hans kropssprog ikke var rigtig negativt, men dog røbede, at han ikke havde det allerbedst.
Da han slog i vandet på 17, reddede han imponerende par på par-5-hullet, og da han også fik par på 18, sluttede hans birdieløse dag i +8, som også blev hans samlede score.
Det var på det tidspunkt en placering som nr. 74, men der var stadig spillere nok på banen til, at + 8 kunne risikere at havne inden for de 65 bedste.
… og det rakte til allersidst til nr. 64!
Det var nok dagens historie for mange udlændinge, men vi danskere har utroligt mange superduper historier at berette.
Om Jeff Winther fx (billedet/Getty). Han startede dagen som nr. 84 i +6, men spillede i -3 den bedste runde af alle. Dermed rykkede han 71 pladser frem til nr. 13 i +3.
Eller Søren Kjeldsen, som kikke undgik problemerne og fx spillede huller 11-13 i +4 og havde yderligere to bogeys – men han havde også fire birdies, og +1 såvel for dagen som samlet placerer ham som nr. 6. De fem spillere foran ham er langt fra stukket af: 1. John Catlin -3. 2. Jamie Donaldson, Connor Syme og Pablo Larrazabal -1. 5. Wilco Nienaber par.
Tilbage til de gode danske historier. Thomas Bjørn klarede cuttet som nr. 37 i +6 på banen, hvor han spillede sin første Ryder Cup med Seve Ballesteros som kaptajn, og i samme score sluttede Joachim B. Hansen, der stabilt spillede begge runder i +3, men det var langt fra med 18 pars!
Endelig var Thorbjørn Olesen efter en indledende birdie med helt i toppen, men det var dagens sidste opmuntring. Heldigvis sluttede rutsjebaneturen som nr. 52 i +7.
Wow. Alle syv danskere videre, og uden spor malice nævner vi i forbifarten, at kun to af ti svenskere får weekenden med.
Vejrudsigten siger samme forhold lørdag, så her venter en ny overlevelsestest.