Både Challenge Tour-mesteren og Lucas Bjerregaard ligger uden for cuttet efter første runde i Hong Kong.
Joachim B. Hansen fik æren af at kickstarte 2019-sæsonen på European Tour, da han slog det første slag i årets åbningsturnering, Honma Hong Kong Open. Vinderen af årets Challenge Tour kunne dog godt have ønsket sig en bedre start på sit European Tour comeback, for med hele fire bogeys på for9 og en runde i samlet 72 slag (+2) ligger han på delt 72. plads efter første runde.
Irriterende vane
Heller ikke Lucas Bjerregaard kom godt afsted. Han har udviklet en irriterende vane med at spille dårligt i første runde af sine turneringer, og måske er han også lidt mat i sokkerne ovenpå en lang og meget flot sæson. Han startede på 11. hul og kom egentlig godt nok afsted, men fra 18. til 5. hul gik han +5, og så skulle der en birdie på sidste hul til for at redde runden hjem i 73 slag. Lidt ærgerligt for Lucas, der er taget til Hong Kong som feltets 5. højstrangerede spiller og med ét eneste mål; at sikre sig verdensranglistepoint nok til at være i top50 til nytår, så invitationen til næste års Masters er sikret. Uden at jeg er helt inde i de noget komplicerede verdensranglisteregler, så gør et misset cut vist næppe Lucas meget gavn i forhold til den mission.
Høje scores
Begge danskere ligger udenfor cuttet, men selvfølgelig kan en god runde fredag ændre på alt. Der er trods alt kun hhv. 1 og 2 slag, der skiller danskerne fra at skulle på arbejde i weekenden. Banen spiller ikke helt let og scores er relativt høje for European Tour. ‘Kun’ 40 spillere er under par, men tre spillere har lagt sig i front i -5. Det er Aaron Rai, Jason Schrivener og Yusaku Miyazato.
Feltets største navne Tommy Fleetwood, Sergio Garcia og Patrick Reed gik hhv. -1, par og +5. Reed udtalte inden turneringen, at det er han målsætning at vinde Race to Dubai i denne sæson, men han skal oppe sig i de kommende dage, hvis Hong Kong Open skal bidrage til point- og pengehøsten.