Tre danskere er klar til weekenden i European Tours største turnering (udover majors), BMW PGA Championship på Wentworth.
Søren Kjeldsen på sidste mandat, Thorbjørn Olesen midt i finalefeltet og Joachim B. Hansen oppe i den ende hvor det for alvor kan blive sjovt.
Joachim sluttede dagens runde med en birdie på 18. hul, og der bringer ham op på en delt fjerdeplads i -9. Afhængigt om der spilles to-eller tre-bolde lørdag så er Joachim ude i næste-eller tredjesidste bold.
Desværre faldt fire danskere for cuttet. Rasmus Højgaard med mindst mulige margin efter en 75’er, Lucas Bjerregaard og Jeff Winther, selv om de begge forbedrede sig med fire slag og endelig Thomas Bjørn, der trak sig inden runden.
I toppen ligger The Open-mesteren Shane Lowry og Matthew Fitzpatrick side om side i -12 efter ens runder, 67-65. Et slag efter dem, Tyrrell Hatton. Franske Victor Perez er nummer fire sammen med Joachim i -9. Lige efter følger en stribe gode navne, som man bør holde et godt øje med i weekenden; Bl.a. Patrick Reed, Tommy Fleetwood og Ian Poulter, der alle er et par slag tilbage, men bestemt ikke har udspillet deres rolle.
Nanna godt med – Nicole færdig
På LPGA er Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen begge færdige med 2. runde af majorturneringen KMPG Women’s PGA Championship, og mens det ligger fast at Nicole kommer til at misse cuttet med sine +8 (efter +1 i dag), så er Nanna fint med fremme på en aktuel 20. plads i +1 efter en fin runde i 69 (-1). Eftermiddagsholdet er kun lige kommet i gang, så meget kan ændre sig, men ikke det faktum, at Nanna er med i weekenden.
Foto: Getty Images