Med en runde i 70 slag (-2) holder Joachim B. Hansen fast i en topplacering i årets næstsidste turnering på European Tour, den penge- og pointstærke Nedbank Golf Challenge i Sun City i Sydafrika.

Efter torsdagens 69’er er Joachim i -5 samlet og det rækker til en delt sjetteplads, fem slag fra den førende spiller, Zander Lombard (billedet) fra Sydafrika, der gik 2. runde i 65 slag og er i -11, to slag bedre end landsmanden Louis Oosthuizen, der var i par i dag, og yderligere to foran belgiske Thomas Detry.

Forbedring

Lucas Bjerregaard er stadig suverænt sidst i det eksklusive 63 mand lille felt, selvom han forbedrede sig fra 81 til 75 slag. De +12 totalt er hele fem slag dårligere end de næstdårligste konkurrenter.

Dermed skal Lucas ud i lørdagens første bold, mens Joachim først skal ud i tredjesidste bold og forhåbentlig kan levere endnu en god runde, så han søndag kan spille med om sejren.

Poke på andenplads

Det blev til en fremragende start for Benjamin Poke på den benhårde Q-School Final Stage på Lumine Golf Club i det nordlige Spanien. En runde på Hills Course i 67 (-5) giver ham andel i en delt andenplads med fem andre spillere. Kun amerikanske John Catlin er bedre. Han gik 65  (-6) på den anden af de to kvalifikationsbaner, Lakes Course.

Alle fem danskere spillede Hills Course, og Nicolai Højgaard er også ‘inde i varmen’ i forhold til de 25 kort til European Tour efter en runde i -3, hvilket er en delt 16. plads.

Nicolai B. Kristensen PAR (delt nr. 80), Rasmus Højgaard +1 (delt 106) og Martin Leth Simonsen +2 (delt 123) kom ikke værre fra start end at de sagtens kan nå at rette op på det. Der spilles som bekendt seks runder, men dog med et vigtigt cut efter fire runder.

Regnet væk

Matt Kuchar fik ikke slået ét eneste slag i sit titelforsvar i Mayakoba Classic på PGA Tour, og det gjorde hverken Sebastian Cappelen eller nogle af de andre heller ikke. Voldsom regn over Mexico gjorde banen uspillelig og 1. runde blev udsat. Man prøver igen i aften (dansk tid) og i værste fald lurer en mandagsafgørelse.

Foto: Getty Images

Forrige artikelTitleist lancerer ny bold
Næste artikelIkast Tullamore Golf Club: Da to blev til en
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.