En smule regn natten til fredag var nok til, at Augusta National i 2. runde spillede omkring 2½ slag lettere end torsdag. Alligevel blev cuttet i Masters +3, og som sædvanlig var noget af det mest spændende, hvem der ikke klarede det.
Mange af verdensranglistens bedste kæmpede hårdt – og mange forgæves – for at få weekenden med. Lad os se væsentlige navne på tabslisten:
+4: Sergio Garcia, Matt Kuchar, Max Homa, Daniel Burger. +5: Kevin Kisner, Danny Willett, Brooks Koepka, Dustin Johnson (sluttede med to bogeys), Lee Westwood. +6: Rory McIlroy. +7: Zach Johnson, Bernhard Langer. +8: Patrick Cantlay. +9: Jason Day. +11: Matthew Wolff. ?13: Sungjae Im.
Der var også nogle overraskende klarede cuts. Lidt Francesco Molinari +3 og Phil Mickelson +3. Meget overraskende José-Maria Olazábal +2!
Justin Rose gik i par, men overlevede som førende i -7. I -6 følger Brian Harman og den 24-årige Will Zalatoris, mens Jordan Spieth og Marc Leishman er delt 4 i -5. Australieren startede igen som lyn og torden med tre birdies, men hvor det smuldrede for ham torsdag, fik han fredag -5 med i mål.
Dagens to bedste scorer, -6, stod Tony Finau og østrigske Bernd Wiesberger for, og de er blandt mange spillere i -4. Cameron Smith, som er den eneste i Masters historie med fire runder i 6o’erne, lå i -7 for dagen efter birdie-eagle på 12 og 13, men ødelagde det delvis med bogey-dobbeltbogey på 14 og 15, så han også ligger i +4 samlet.
Viktor Hovland (billedet) lå i +4 uden for cuttet efter 12 huller, men eksploderede så i birdie-par-eagle-birdie-birdie-birdie og næsten birdie, så han sluttede i -1 som bedste skandinav, et slag for Henrik Stenson, hvis par nok er en lille overraskelse.
Vejret har været venligt indtil nu, men lørdag bliver det godt fra morgenstunden, mes vinden derefter tages at tage kraftigt til, og der kan komme regn og – forhåbentlig ikke – torden sidst på eftermiddagen. Det kan være en stor fordel at være tidligt ude, så måske er samtlige 54 tilbageværende stadig i betragtning til en grøn jakke.