Helsingørs damehold – Morten Buckhøj insisterer på, at de er tøser – har hele sæsonen kæmpet mod det, der lignede overmagten. Fra 15-årige Mellissa Johansen til veteranen, 20-årige Anna Høybye Schmidt, er de vokset med opgaverne og i styrke, og i denne weekend VAR de overmagten i DM i Horsens. Resten af holdet består af de to 17-årige, Kajsa Stie Landström og Olivia Grønborg.

Helsingørs DM-vindere 2020. Fv Kajsa Stie Landström, reserven Filippa Svejstrup, Co-holdleder Jimmy Sørensen, Anna Schmidt, Mellissa Johansen, Olivia Grønborg og Dorthe Landström.

Først vandt de 12-0, i sig selv temmelig usædvanligt, over Vejle i semifinalen, og i dag fik de noget, som holdleder Dorthe Landström ellers siger, at de ikke kender til, nemlig nerver! Pludselig var målet så nær, holdet var ikke undertippet i finalen mod Aalborg, og det var en helt ny fornemmelse.

I finalen gik en foursome forholdsvis sikkert til hver side, og så fulgte fire singler, der var så omskiftelige, at Landström i sine sms’er til interesserede ikke længere skrev navne, men kun, hvor mange man var op eller ned i hvor mange matcher.

Længe ville hun have været tilfreds med uafgjort og omspil, men det lunede, da Kajsa Stie Landström efter at have været 3 ned efter syv vendte slaget og til slut sejrede 2&1.

De to afsluttende singler var virkelige gysere, men Olivia Grønborg udlignede sin single på 16. hul, tog spidsen med en eagle på 17 mod lørdagens nordjyske omspilshelt, Camilla Tange Lund Nielsen, og delte sidste hul til sejr 1-0. Da Anna Høybye Schmidt nåede 18 hul dormi, var sejren i hus. Tilmed blev sidste hul vundet, så hun sejrede 2-0 og Helsingør 8-4.

Bronzen gik til Hillerød, der en overgang førte 8-0 mod Vejle og vandt 8-4.

Ærgerligt for de nye mestre er Europa Cup-turneringen netop aflyst pga. coronaforholdene.

Herrerne

– Det har vi ventet på i mange år, konstaterede golfmanager Keld Østergaard og træner Jesper Sørensen, efter at Smørum havde vundet 14-4 i finalen over Søllerød. Der stod 13-5 på DGUs resultatside, men det var, fordi matchen mellem Marcus Helligkilde og Philip Ulvemann var opført som halveret, mens Helligkilde svor, at han vandt den 3&1. Nu er den så korrigeret!

Lørdag stod holdet til 0-6 mod Silkeborg/Ry efter ni huller, men så stod fiaskoen mod Brønderslev sidste år pludselig på nethinden hos alle. Der blev kæmpet intenst, og Smørum tog føringen 4-2, som siden blev til sejr 12-6.

På et holdmøde lørdag aften blev foursomes sat optimalt sammen. Det sagde i hvert fald udfaldet på 6-0 mod Søllerød.

– Pas på! 6-0 er den farligste føring i golf, fik spillerne at vide, og et kort øjeblik virkede det, som om det kunne være rigtigt, for nordsjællænderne var ved at vende slaget.

Det lunede, at Victor Østerby hurtigt fik kontrol over sin match, så der kun manglede 2 p. Det så ud, som om de kunne komme fra den danske mester Jens Kristian Thysted, der var 2 up mod Nicolai Tinning med fire igen. Tinning sluttede imidlertid af med fire birdies, så Thysted måtte eftergøre de to på 17 og 18 for at dele.

Samtidig var Nicolaj Søberg dormi med et hul tilbage mod Patrick Winther, og dermed var sejren i hus. Søberg vandt faktisk 18 og dermed matchen 2-0.

Resten af mesterholdet består af Lasse Vad og Mads Laage, der – efter at afgørelsen var faldet – leverede et festfyrværkeri sammen med Søllerøds 15-årige Philip Voetmann, der var 3 up med fire igen. Så vandt Laage tre huller i træk, før sidste hul blev delt i birdies, efter at begge spillere havde haft eagleputts.

På Jesper Vinzents billede ses bagest fv. træner Jesper Sørensen, Frederik Tøttenborg, Nicolai Oxenbøll, Lasse Vad, Jens Kristian Thysted, træner Daniel Lindgren. Forrest fv Victor Østerby, Mads Laage, Nicolaj Søberg og Marcus Helligkilde.

Forrige artikelET: Endelig vandt Coetzee i Europa
Næste artikelUSA: Koreansk sensation og gammel kending
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.