Danmarks største golfklub har oplevet en stigning i juniorer, og er kommet godt gennem corona-krisen.

Smørum Golfklub er Danmarks største, og med sin beliggenhed i udkanten af København, nærmest med egen motorvejsafkørsel, er klubben i dag, som den har været det igennem adskillige år, et udklækningssted for nye golfspillere.
Klubben har alt 51 huller, tre ni-hullers sløjfer, en intermidiate bane og par3-bane og Pitch & Putt, og anlæggets drivingrange er landets største. Den har siden foråret været udstyret med helt moderne Toptracer-teknologi, der giver fantastiske træningsmuligheder.
Da coronaen i marts lukkede landet ned, frygtede man også i Smørum for følgerne, men ligesom mange andre steder kom coronaen i stedet til at betyde et boom i antallet af golfspillere.

”Smørum Golfklub har en større medlemsudskiftning end andre golfklubber, fordi mange starter hos os, lærer at spille golf her, og så, når de er blevet ’rigtige’ golfspillere, rykker de videre til klubber, der ligger tættere på deres bopæl. Som rugekasse tiltrækker vi begyndere fra hele Københavnsområdet, og det har vi også gjort i år,” siger Keld Østergaard, der er direktør for den professionelt drevne golfklub.
”Op til 2020-sæsonen mistede vi faktisk flere medlemmer end vi plejer, blandt andet fordi vi gennemførte en kontingentstigning, men nu kan vi se, at medlemstallet igen stiger. Det er især mange, som vi har tabt på et tidligere tidspunkt, der nu er vendt tilbage fordi de har haft bedre tid. Det er en del tidligere juniorer, som gik til andre sportsgrene, men som nu er kommet tilbage, fordi de ikke kunne dyrke holdidræt under coronakrisen,” siger han.

Masser af træningshold
Og netop juniorerne er i stigende grad rykket ind på anlægget. Klubben har lavet en aftale om Skolegolf med de to folkeskoler, der ligger få hundrede meter fra banerne, så alle elever i 3. og 4. klasse ’går til golf’ igennem SFO-ordningen, og Keld Østergaard håber, at de, når de når 6. klassealderen, alle er blevet golfere.
”Ordningen er gratis for eleverne, og det kan vi gøre fordi vi har søgt og fået støtte til projektet fra en række fonde, og fordi vi selv har en interesse i at investere i det. En del forældre har for eksempel meldt sig ind, fordi børnene nu spiller golf,” siger Keld Østergaard.

Klubben har i skrivende stund udover otte juniorhold á 20 unge, også 12 begynderhold á 12 spillere i prøveforløb, og erfaringsmæssigt melder 90 procent sig ind i klubben efter forløbet er afsluttet.
”Sommeren igennem har vi oplevet en sand ’folkefest’ på vores Pay & Play-bane, hvor medlemmer typisk har nogle venner med ud for at prøve golf, og antallet af spillede runder på de store baner er også steget pænt. Men vi har også haft tab, blandt andet på sponsorater og på arrangementer i foråret, så i sidste ende forventer jeg at vi kommer helskindet ud af året med et overskud over budgettet,” siger han.

Forrige artikelUgens TV-golf: Emily badet i lys
Næste artikelTirsdagsanekdoten om Sean Connery – måske verdens kendteste golfspiller
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.