24-årige norske Viktor Hovland vandt Slync.io Dubai Desert Classic efter omspil mod den dobbelt så gamle Richard Bland. Omspil er i sig selv altid et drama, men det var alligevel den sidste time inden omspillet, der var det største drama – og det havde endda kun Richard Bland i en lille birolle.
Dramaet kort: Verdens nummer 5 og 8, Viktor Hovland og Rory McIlroy stod helt lige på 12 under par, da McIlroy manglede to huller og Hovland sad komfortabelt i klubhuset efter en runde i 66 slag (6), som havde skudt ham 12 pladser op gennem feltet.
17. hul på Emirates GC er et kort par4, 309 meter, som Hovland havde drivet og lavet eagle på. Rory var også aggressiv, tog driver og hookede den ud i nogle tykke buske. Det lignede et nødvendigt drop, men Rory tog chancen. Modigt. Risikabelt. Ud kom den, men bolden endte i tyk rough, og nu skulle han kæmpe for par.
Samtidig sænkede Richard Bland et birdie putt på 18. fra seks-syv meter for at komme op og dele førstepladsen med de to verdensstjerner.
I den sværeste situation man kan forestille sig, viste Rory klassen og reddede en magisk par. Nu stod han med fordelen og afgørelsen i egne hænder. Og bommede fatalt!
Efter et perfekt drive valgte McIlroy at gå efter green med en 3-wood, men slog en kæmpe slice – i vandet. En vild fejl af så erfaren en spiller, for et lay-up og en wedge kunne stadig have givet ham sejren direkte- og havde vel reelt elimineret bogey. Fra dropzonen slog ham sit fjerde slag nogle meter langt af flaget og gav sig selv et putt for at blive en del af et tremandsomspil. Og den missede ham, og endnu engang lykkedes det ikke for Rory McIlroy at lukke en turnering, han ellers havde et rigtigt godt greb om.
Det blev blot til ét omspilshul, hvor Hovland fik birdie som Bland akkurat ikke kunne matche. Men det var reelt Hovlands afslutning på selve finalerunden, der aftvinger den største respekt. Han var langt bagud, men sluttede birde-eagle-birdie og gav sig selv den mulighed, han altså udnyttede. Med sejren rykker Hovland op som nummer tre på verdensranglisten.
Fem spillere delte fjerdepladsen i 8 under; Sam Horsfield, Tyrrell Hatton, Adrian Meronk, Erik van Rooyen og Justin Harding, som førte inden finalen men gik runden i 76.
Danskerne
Det blev en stille danskeruge, men tre af danskerne forbedrede deres position søndag. Thorbjørn Olesen endte som bedste dansker efter en 70’er, der bragte ham i par totalt for delt 35. plads. Søren Kjeldsen (73) og Thomas Bjørn (71) delte 43. pladsen et slag efter. Rasmus Højgaard gik 76 og sluttede 2 over på 47. plads, mens Joachim B. Hansen dumpede lidt længere tilbage med en 75’er og sluttede som nummer 66. efter lørdag at have spillet i tredjesidste bold med en rimelig forventning om at spille med om sejren.
I næste uge er der 10 danskere med til start i Ras Al Khaimah Championship, da Niklas Nørgaard Møller slutter sig til denne uges ni deltagere.