PGA Tour er rykket til Californien, mens LPGA indleder sæsonen i Florida med den årlige Tournament of Champions.
Ikke overraskende er et par af spillets største stjerner i front hos kvinderne. Danielle Kang fører i -7, et enkelt slag foran Jessica Korda, hendes søster Nelly og Gaby Lopez.
Jessica Korda fik det man kun kan kalde en ‘flyvende start’, da hun på Tranquilo-banens bag9 indledte sin første runde sådan her: Birdie, birdie, birdie – eagle! 5 under efter fire huller. Det blev til 7 under inden turnen, men med bogeys på 2. og 7. hul faldt hun tilbage til feltet. Hun sluttede med endnu en birdie på par3-hullet 9.
Danielle Kang gik mere konventionelt til værks og spredt syv birdies i et smukt mønster over de 18 huller i en bogeyfri runde. Turneringen har kun 25 deltagere, vindere fra sidste år, og derfor ingen danskere med.
Blød start
Det er der i The American Express i La Quinta, hvor der spilles på to baner på PGA West resortet. Sebastian Cappelen åbnede med en relativt problemfri og begivenhedsløs runde i 2 under par på Nicklaus Tournament Course. Det rækker lige akkurat til at vippe på cutgrænsen som delt nummer 61.
Turneringen føres af Brendon Hagy, der først kom ind med få dages varsel. Han greb chancen og fører efter en 64 (-8) på Nicklaus Tournament Course. Han åbnede med en bogey, men så tog han ellers fem. Seks birdies på for9, og yderligere fire på bag9, med en enkelt bogey midt i det hele.
Hagy har fået de seneste par sæsoner delvist ødelagt af skiftende skader, og rangerer langt nede i PGA Tours resultat-hierarki. En sejr til ham på søndag vil være intet mindre end en sensation. På andenpladsen i -7 ligger Byeong Hun An, fulgt af endnu en koreaner, Si Woo Kim, skotske Martin Laird, som har vundet én gang allerede i denne sæson, og Max Homa, der er bedst kendt for sin aktivitet på de sociale medier. De er alle -6.
Et par store navne havde en mindre heldig dag på de indbydende ørkenbaner, der traditionen tro byder på meget lave scores. Brooks Koepka, Paul Casey, Adam Hadwin og Zach Johnson var kun rundt i par (delt 103. plads), Brandt Snedeker og Rickie Fowler er +1, og endnu værre er det for Phil Mickelson i +2, sidste uges vinder Kevin Na i +3, og den langtslående californier Cameron Champ i +5! Sidst ligger Matt Every i +12 med et scorekort på Nicklaus Tournament Course, der ikke indeholdt én eneste birdie, men seks bogeys og tre dobbeltbogeys. Det ser man trods alt sjældent på touren.
Foto: Getty Images.