Erhvervslivets spidser og sportens verdenselite har brug for de samme mentale redskaber, som Arne Nielsson, kanoroeren med 13 VM-medaljer kan hjælpe dem til

Mange sportsinteresserede danskere husker Arne Nielsson som en, der år efter år var blandt verdens mest udholdende og vindende kanoroere og tilsyneladende kunne blive ved langt ud over, hvad hans krops alder burde betinge.
De ved til gengæld ikke, at en væsentlig årsag til denne karrieres længde – han vandt 13 VM-medaljer i tiden 1982-96 – var Arne Nielsson og hans partner gennem otte af årene, Christian Frederiksens, mentale styrke.
Fra 1986 arbejdede han selv sammen med mentalcoachen Lasse Zall, og det arbejde blev dengang betragtet som meget udansk. De fleste danske sportsfolk mente, at talentet og til nød fysikken var væsentlig. Hvis man brugte psykologisk hjælp, blev man nærmest anset som psykisk syg.
Efterhånden talte resultaterne og måden, de blev opnået på, deres eget sprog, og konkurrenter og andre sportsfolk begyndte at konstatere, at …
… Arne, du er mentalt stærk.

Selvrealisation
I årene fra 1987 gik det op for Nielsson selv, at han havde fat i noget, som ikke blev almindelig brugt, og han begyndte at perfektionere det, så han i dag har skrevet seks bøger om coaching, vilje og vinderkultur.
Han holder 100-150 foredrag årligt – lidt færre i coronatiden -, han lærer som Hus oach lederteams at coache medarbejdere, og han har arbejdet med personer og grupper i de fleste største danske virksomheder.

Hvad lærer de?
Hvad er det så, Arne Nielsson kan lære alle fra væsentlige erhvervsledere til sportsfolk i verdenseliten?
Ikke så overraskende er det vigtigt at styre nerverne og at visualisere den tid, der skal komme, men det vil nok komme bag på mange, hvor stor forskel der er på, hvordan den enkelte skal tackles. Også selv om det må være åbenlyst, hvor stor forskellen fx er på en sportsgren som golf, hvor man skal yde sit bedste med (u)jævne mellemrum – dem mellem slagene; og fodbold, hvor man yde sit bedste uafbrudt i op til 90 minutter samtidig med, at man passer så godt som muligt på sig selv.

Fascineret af golf
Golf kom Nielsson til at beskæftige sig med, da han blev gode venner med Steen Tinning og siden også Iben Tinning. Da han sluttede med Steen Tinning satte racerkøreren Tom Kristensen ham i forbindelse med Søren Kjeldsen.
Golf fascinerede ham ikke mindst, fordi man uanset sin spillestyrke kan opnå så vidt forskellige resultater på to på hinanden følgende dage. Hvordan kunne man minimere skaden på den dårlige dag?

Rationel træning
At være golfspiller er imidlertid ikke kun et spørgsmål om at gøre det godt i de fire turneringsrunder torsdag-søndag, men nok så meget at være så effektiv som muligt mellem turneringerne.
Det betyder ikke, at man skal træne mest muligt. Det øger risikoen for skader. Kvalitetstræning giver de bedste resultater. Det er heller ikke altid nødvendigt at skulle på træningsbanen mellem to turneringsrunder. Hvis spillet sidder der, bør man være tilfreds med det, og i stedet skal man tænke mest muligt på, hvordan krop og psyke bliver restitueret bedst muligt til næste runde; men Nielsson ved godt, hvorfor de fleste spillere føler, at det er nødvendigt med ’efterbesøget’ – spillerne vil have bevis. De vil være HELT sikre på, at alt er i orden.

Procesorientering

På banen skal golfspilleren være procesorienteret. Han/hun skal spille et hul ad gangen og slå hvert slag ud fra de betingelser, der er, i forsøget på at opnå en birdie. Det gør man ved at prøve at skabe den sindstilstand, der er forudsætningen for en birdie.
Man skal ikke tage ekstra chancer, fordi denne proces er lykkedes på de foregående huller – Nielsson accepterer ikke teorien om at kunne ride på en bølge. Forsøger man at gøre det, risikerer man at blive for dristig med det resultat, at man pludselig får et skidt hul. Rider man på bølgen, er det resultatet af, at ens proces er lykkedes på adskillige huller i træk.

Stemningen i en bold
Stemningen blandt spillerne i en bold betyder meget. Det er lettest at komme i det rigtige ’mode’, når den er god, og her er det vigtigt at inddrage sin caddie.
Bliver stemningen i en bold mindre god, kan man forsøge så at sige at reducere rummet ved at skabe sin egen boble sammen med sin caddie. På den måde kommer der ro på, og man kan blive i processen.
Nielsson mener, at der er en kønsforskel i golf. Kvinder kan være umanerligt hårde ved sig selv og har lettere til tårer, såvel af raseri som af glæde, men det lykkes for nogen at komme over det.
I dag arbejder Nielsson bl.a. med Joachim B. Hansen, og at han følger ham tæt kunne bl.a. opleves under dette interview, som pludselig blev afbrudt af et begejstringsråb, da Nielsson på en tv-skærm kunne se JB hole et fint birdieputt.
Han arbejder desuden med den store talentmængde på The Scandinavian, hvis forbedrede resultater man ikke har kunnet undgå at bemærke i det seneste års tid.

Spiller lidt selv
Det varede mange år, før Arne Nielsson selv tog sig tid til at spille golf. Han har jo coachet Kevin Vesti og Kevin Magnussen uden at begynde at køre formel 1!
Faktisk var det hans to drenge, der gav sig til at spille først på initiativ af Steen Tinning, men så fik han selv et golfsæt foræret af Tinning og gav sig.

Hvordan går det så med at coache sig selv?
Slet ikke så dårligt. Selv om han ikke spiller så meget og bliver 60 i maj, er hans aktuelle handikap 11,7.

Forrige artikelTv-golf: Emily tilbage på succesbanen
Næste artikelGreg Normans turneringsserie er en realitet
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.