Så har man set det med. En kineser fører PGA Championship midtvejs i sæsonens første major.
Ikke at Haotong Li ikke er en klassespiller, alene at han er kvalificeret bekræfter niveauet, men det er alligevel en stor overraskelse, at se ham øverst på leaderboardet, som i øvrigt er både tæt og rummer mange af turneringens topnavne. Det er aldrig tidligere sket, at en spiller fra Kina har ført en major, så alene det at 25-årige Li fører nu er et lille kapitel i golfhistorien.
Li gik anden runde i 65 slag på morgenholdet, og hans føring kom til at holde hele vejen. Han undgik nærmest mirakuløst bogeys på en runde, hvor han kun ramte fire fairways, men altså fik fightet sig rundt – og så udnyttede han birdiemulighederne perfekt.
I det tætte felt lige efter, andenpladsen deles af hele seks spillere i -6, finder man fanske Mike Lorenzo-Vera, australske Jason Day, to englændere; Justin Rose og Tommy Fleetwood og to amerikanere; Daniel Berger og den forsvarende mester Brooks Koepka. Sidstnævnte har døjet med en langvarig knæskade, og fik også fysiske problemer i løbet af anden runde, hvor han flere gange måtte have hjælp af en fysioterapeut. Det er dog ikke knæet, men venstre hofte, der driller Koepka. Men ikke mere, siger han, end at det ‘ikke er et problem’.
Cuttet
Cuttet faldt på +1, og på den delte 60-plads, der kom med til weekenden finder man bl.a. verdens nummer 1, Justin Thomas og hans gode ven og tidligere etter, Jordan Spieth. Også Patrick Cantley, Phil Mickelson og englænderne Ian Poulter og Matt Wallace ligger her. Et slag bedre, og otte slag fra toppen, ligger bl.a. Tiger Woods og The Open-mesteren Shane Lowry.
På den forkerte side af cuttet faldt et par prominente navne – sammen med alle de 20 kvalificerede klub-proer. Rickie Fowler, Henrik Stenson, Matt Kuchar og vinderne fra de seneste uger Michael Thompson og Richy Werenski. Også Tyrrell Hatton, Sungjae Im og Matthew Fitzpatrick har udspillet deres rolle.
Foto: Getty Images