Tørvejr, varme, shopping, lækker mad, udflugter, strandliv, socialt samvær – og masser af dejlig golf
Da de passionerede golfspillere Kirsten og Mogens Thornild fra Vejle for otte år siden begge var pensioneret og havde tiden til det, besluttede de sig for at prøve long stay i Sydspanien, og det har siden været en fast del af deres efterårsprogram.
Fra slutningen af september til midt i november opholder de sig i Estepona på Costa del Sol, hvor de har en luksuriøst udstyret lejlighed med udsigt over Middelhavet; en lejebil, som de bruger såvel på transport til og fra golf som til talrige udflugter; og hvor de har fri golf på Doña Julia, som er en original, velholdt og udfordrende bane.
Fra baglandet til byen
Det første par år boede ægteparret på Valle Romano, men det lå nogle kilometer inde i landet, så mulighederne for underholdning efter mørkets frembrud var begrænset, og desuden havde de en fornemmelse af, at stedet satsede på et mere ambitiøst publikum.
Derefter forlagde de residensen til Estepona, der byder på en pragtfuld strandpromenade, som hver aften bobler af liv. Den direkte adgang til Middelhavet betyder, at de skiftevis bader i havet og i den swimming pool, som de i deres lejlighed har adgang til.
Byen har glimrende muligheder for shopping og et stort udvalg af restauranter på mange niveauer. Da den desuden stadig har et fungerende fiskeri, kan man altid få helt frisk fisk.
Lejligheden er udstyret med alt, hvad man har brug for såvel i stue og soveværelse som badeværelse og køkken, og der er naturligvis drømmesenge på altanen. TV og internetadgang er inkluderet, og hvis man vil, kan man tilkøbe adgang til dansk tv.
At bo i byen betyder, at man ikke skal køre hjem i kulsort nat uden at have fået sig et par glas vin, og det sætter parret stor pris på at kunne.
Golf
De er medlemmer af golfklubben Doña Julia i den periode, de er der. Der er reserveret udslagstider hver anden dag, men da de godt kan lide at spille endnu mere, sørger de evt. selv for at booke tider på de mellemliggende dage, og det byder ikke problemer.
Banen er speciel. På størstedelen er der udsigt over Middelhavet og til bebyggelser på de mange højdedrag. Den er dramatisk kuperet, og derfor er buggy en del af spillet, som man ikke betaler ekstra for. For-9 stiger op mod et punkt med en fantastisk udsigt og en tee, hvorfra man kan slå sit livs længste drives, hvis man slår lige. Fairways slynger sig mellem træer og krat, og der er også en del enkeltstående træer på fairway.
Det er med andre ord en bane, der byder på så forskellige udfordringer, at man ikke bliver træt af den, og den er meget velholdt, mens klubhuset ikke har været noget at prale af. Det er der for tiden ved at blive rådet bod på. Bl.a. med en ny restauratør, der får golferne til at dyrke selskabelighed efter runderne, fx med fire tapas og en øl for 10 €.
Thornilds lejer gennem RSB Golf og Pia Carlsson, der jævnligt har matcher for sine gæster rundt på Solkysten, så man ikke kun spiller en enkelt bane, og så gæsterne finder sammen om såvel spisning som golfspil. Desuden inviterer vinderne ofte andre deltagere til at dele vinpræmierne med sig efter spillet.
Carlsson samler i øvrigt sine gæster såvel i Spanien som i Danmark, når hun har gensynsturnering i Middelfart omkring 1. september og flere gange har haft oktoberfest i Spanien, begge dele med golf fulgt af spisning og fyrig underholdning.
Udflugter
Estepona ligger ideelt for udflugter af forskellig længde. Der er fx kun et halvt hundrede kilometer til Gibraltar, parret har besøgt såvel Granada som Cordoba og sågar været et smut over Sierra Nevada til den overdådige kulturby Cadiz og havnebyerne på egnen, som Columbus drog ud fra.
Forberedelser
Forberedelserne starter, så snart flyvebilletterne til det valgte tidsrum gives fri. Heldigvis er RSB Golf fleksibel mht. ankomst og adgang, så man kan finde og bruge de bedste og billigste flyafgange.
Vejlenserne er i mange år taget med Norwegian fra Aalborg, hvor der også er gratis parkering, men netop i år flyver de med Primera Air fra Billund, som de har lokket familie til at køre dem til.
Terminen har de valgt, fordi efteråret er varmere, såvel i luft som vand, og næsten garanteret tørt. Desuden har Vejle Golfklub, som de er medlemmer af, hver vinter en tur sydpå, hvor de bl.a. sidste år var på Porto Santo.
Service og råd
Når det gælder uventede hændelser, skal de bare huske pas og sygesikringsbeviser, for sker der alvorligere ting, ringer de bare til Pia Carlsson uanset tidspunktet på døgnet, så sørger hun for spansktalende hjælp, hvad enten det gælder sygdom, trafikuheld eller tyverier. Det giver stor tryghed.
Bedt om at give et par gode råd om, hvad man skal se efter, før man bestiller long stay, siger Kirsten Thornild:
– Se godt efter prisen, og hvordan lejlighederne er udstyret. Vær tidlig med flybestillingerne og sørg for, at alt omkring golf er aftalt klokkeklart på forhånd.