Man troede ikke sine egne øjne, da Søren Kjeldsen gik anden runde i -8 og det meste af dagen toppede leaderboardet i BMW PGA Championship i -12. Først efter timer lykkedes det Viktor Hovland at nå frem og dele, men så lykkedes det ellers ikke for flere, så de to skandinaver går førerbold i sidste runde søndag. På Gettys billede ser vi Kjeldsen og Thongchai Jaydee sige tak for spillet på hul 18.

Kjeldsen indledte endda anden runde med en bogey, men på 4 kom han under par med en eagle. Siden fulgte syv birdies, bl.a. på 10-12 og 17-18. Vi ønsker alt muligt held og lykke og tror, at det giver en ekstra chance, at der kun er en enkelt runde tilbage.

Det bliver imidlertid svært, for lige bag de to førende følger i -11 Rory McIlroy, Rafael Cabrera-Bello og Thomas Detry.

Midt i glæden over Kjeldsens storartede indsats må vi græde over, at af ni danskere var det yderligere kun Rasmus Højgaard, der som nr. 16 i -8 klarede cuttet.

Fire danskere kom i klubhuset på noget, der så ud som et klaret cut i -3, men forholdene var så gode, at denne score dagen igennem faldt til stadigt dårligere placering og sluttede som nr. 73. De fire var Lucas Bjerregaard, Marcus Helligkilde, der ellers sluttede med to birdies, Thomas Bjørn og Nicolai Højgaard.

Jeff Winther og Thorbjørn Olesen sluttede som nr. 85 i -2, mens Joachim B. Hansen blev nr. 133 i +5

 

Forrige artikelSpillet på Wentworth genoptages lørdag morgen – turneringen reduceres til 54 huller
Næste artikelSmørum fik begge sine hold i DM-finale
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.