Det er to år og to uger siden at Søren Kjeldsen sidst leverede en top10 placering på European Tour, men lørdag spillede den 45-årige nordjyde sig i den grad i position til at opnå det i denne uge. Og det kan endda blive endnu bedre end ’blot’ en top10.
Kjeldsen startede dagen med at færdiggøre 2. runde i 66 slag, og gik ud og fortsatte det gode spil. Han avancerede hurtigt op gennem feltet og holdt sig deroppe gennem hele dagen. Seks birdies og blot en enkelt bogey blev det til, og dermed ligger Kjeldsen på en delt tredjeplads i -10, kun overgået af verdens nummer 1, Dustin Johnson i -13 og franske Victor Perez i -11.
God dansk dag
I det hele taget var det god dansk dag. Alle fire danskere var under par. Jeff Winther -4, og samlet på 36. plads i -4, Rasmus Højgaard var -2, trods en dobbeltbogey på par5-hullet 4., og samlet -3 på 44. plads. Joachim B. Hansen sluttede den afbrudte 2. runde skidt, og startede 3. runde dårligt med to tidlige bogeys, men så fandt han rytmen, og var derfra fejlfri med fire birdies for en runde i 68 slag og samlet -2 på 57. plads.
Søren Kjeldsen får den danske hovedrolle i morgen, når verdens nummer 1 og nummer 35 skal nedkæmpes i førerbolden. Han får dog hård modstand for tredjepladsen deles med verdens nummer 7 og 15, Tyrrell Hatton og Tony Finau, udover Andy Sullivan (WR 55). Og i 9 under par finder man bl.a. verdens nummer 12 og 43, Viktor Hovland og Sergio Garcia. Men vi har lov at håbe, at erfaringen bærer Kjeldsen igennem til et topresultat.
Husk at kigge med på V Sport Golf/Viaplay fra kl. 9.30.
Foto: Søren Kjeldsen er så stor en overraskelse, at Getty Images’ fotografer slet ikke har taget billeder af ham i Saudi, så her er et fra Abu Dhabi for et par uger siden.