Vi ved godt, at alt kan ske, og at vi ikke skal sælge skindet, før bjørnen er skudt, og at vi ikke skal give Søren Kjeldsen kort til Champions Tour, før fjerde runde er færdigspillet, men fristelsen er stor.
Igen i runde 3 spillede han Scottsdale, Arizona med birdie efter birdie efter birdie og efterlod den delte femteplads (der spilles om fem kort til Champions Tour) længere og længere bag sig. Nr. 5-6 ligger nu i -11, mens Kjeldsen fører i -19.
Mens han i anden runde fik en dobbeltbogey på 18, nøjedes han i dag med en bogey, og han er tre slag foran Freddie Jacobsen -16, mens Dicky Pride er nr. 3 i -13 og Scott Barr nr. 4 i -12.
Thomas Bjørn er allerede kvalificeret til Champions Tour 2025, og meget skal gå galt, hvis ikke Søren Kjeldsen fredag sikrer sig samme værdighed