Frederik Kjettrup fører The Beachlands Victoria Open på PGA Tour Americas med 3 slag til nærmeste forfølger inden finalerunde i aften, dansk tid. Efter runder i 63-64-64 ligger han 19 under par, og har vist uhørt stabilitet.
Man kan godt tillade sig at drømme lidt her søndag morgen, for HVIS Rasmus Højgaard vinder og HVIS Kjettrup vinder, så kan det blive den største weekend i dansk golfs historie… Men nu må vi ikke jinxe noget og bare krydse finger for begge.
Thomas Bjørn kommer ikke til at vinde DICK’s Open på PGA Tour Champions, hvor han inden finalen ligger delt 32. i -3. Tre spillere fører i -11, Padraig Harrington, Ken TaNigawa og Stephen Ames.
Det er også usandsynligt at Cameron Young vinder PGA Tours Signature Event, The Travelers Championship, men han tager fra River Highlands med en stor oplevelse i bagagen. Lørdag leverede han en sublim runde i 59 slag, den første 59’er på PGA Tour siden Scottie Scheffler lavede en i Boston for næsten fire år siden. Young er trods superrunden blot på 10. pladsen i 13 under par, 5 slag efter Tom Kim, der holder fast i føringen på tredje dag. Men lige efter ham jagter de virkeligt store dyr på savannen; Scottie Scheffler og Akshay Bhatia er -17, Xander Schauffele og SungJae Im -16. Og Young laver jo næppe en 59’er igen i dag.
Vi slutter med kvindernes major, KMPG Women’s PGA, som Amy Yang har lagt sig alene i spidsen af i -7. Det er 2 slag bedre end Lauren Hartlage og Miyou Yamashita, to gange upåagtede navne, 3 foran Sarah Schmelzel og 4 foran de mest velkendte af forfølgerne, sidste uges vinder Lilia Vu, Lexi Thomson og Hinaki Shibuno m.fl.
Foto: Getty Images