De to spillere, der er topseedet i damernes DM i hulspil i Aalborg GK, havde i kvartfinalen modstandere, der ydede stor modstand, men til sidste vandt de begge, Cecilie B. S. Nielsen, Smørum og Anna Behnsen, Stensballegaard 1-0 over henholdsvis Louise Standtke, Ledreborg og Malene Meldgaard Arildsen, Vejle. De øvrige kvartfinaler vandtes sikkert af JUlie Resen, Viborg og Emma Bunch, Mølleåen.
I semifinalerne fra kl. 7 søndag morgen er parringerne således: Nielsen – Resen og Behnsen – Bunch.
Hos mændene var det en overraskelse, at Adam Søndergaard Pedersen fra Ikast ikke bare tog Jamie Toft Nielsen, Søllerød lige til 18, men også vandt matchen på 19. hul. Han møder nu i semifinalen Malthe Rasmussen, Næstved. Den anden semifinale står mellem en Malte uden h, nemlig Malte Skaanning fra Holstebro og Mads Jensen, Odense Eventyr, der stadig ikke har spillet hullerne 16-18. I kvartfinalen vandt han 5&4.
Billedet er fra formiddagens spil og tilsendt af arrangørerne.