Signalværdien er ikke til at tage fejl af, når man ser sammensætningerne af boldene i D+D Real Czech Masters, som begynder i morgen og er den næstsidste tællende turnering inden Luke Donald dels ved hvilke seks spillere, der har kvalificeret sig direkte, dels skal udpege sine seks ‘picks’ eller wild cards.
Luke Donald er selv på plads på Albatross Golf Resort i Prag, og torsdag morgen slår han ud fra 10. tee kl. 8 i selskab med Robert MacIntyre, som p.t. sidder marginalt på den yderste direkte kvalifikationsplads på European Points-listen. Med i bolden er svenske Alexander Björk, som en del, der følger touren tæt, nævner som en outsider til et wild card. Nu får de to runder i selskab med Donald til at vise hvad de kan under pres.
Men det er ikke den eneste bold, hvor den kommende Ryder Cup-udtagelse er i fokus. Begge de to italienske vice-kaptajner, brødrene Edoardo og Francesco Molinari skal nemlig også se potentielle spillere an; Edoardo i selskab med Yannik Paul og vor egen Rasmus Højgaard, som begge stadig har en mulighed for at tage den sidste kvalificerende plads, og dermed også er oplagte som captain’s picks, hvis det akkurat skulle glippe.
Francesco har til opgave at se efter Nicolai Højgaard og det svenske stjerneskud, den nyprofessionelle Ludvig Åberg, der ligesom sin landsmand Björk nævnes som en outsider til et wild card, selvom han først blev professionel denne sommer. Åberg var ved overgangen verdens bedste amatørspiller, og opnåede en fjerdeplads i en af sine første starter på PGA Tour, John Deere Classic.
De to ‘Højgaard og Molinari’-bolde slår ud i morgen fra 1. tee kl. 12.50 og 13, og 13.10 følger så en tredje interessant bold set med Ryder Cup-brillerne på; Adrian Meronk, Shane Lowry og såmænd Thorbjørn Olesen. Det må vi tolke som et klart signal om, at Thorbjørn bestemt ikke er ‘ude af billedet’. De tre bolde bliver tv-boldene torsdag eftermiddag, så der er al mulig grund til at have en skærm kørende i baggrunden, hvis man er arbejdsramt.
Foto: Luke Donald og co. tjekker dagsformen i Tjekkiet. (c) Getty Images.