Det går stadig udmærket for de danske spillere i de løbende turneringer.
I PGA Catalunya Resort Championship på ECCO Tour spilles der på to baner af meget forskellige sværhedsgrad, så først efter fredagens runde kender vi den reelle stilling, før der spilles færdig lørdag.
Oliver Percy-Smith gik Stadium Course i +1 og faldt tilbage som nr. 4 i -7, mens til gengæld Jeppe Kristian (billedet) brændte Tour Course af med fem birdies, to eagles og resten par. En runde i -9 og delt føring med spanske Pedro Oriol i -11.
Som delt nr. 7 finder vi bl.a. Andreas Hillersborg, Roskilde og amatøren Frederik Birkelund, The Scandinavian i -6.
På DP World Tour klarede alle tre danskere i Magical Kenya Open cuttet: 27. Marcus Helligkilde og Niklas Nørgaard Møller -3. 47. Joachim B. Hansen -2.
Shubhankar Sharma, Indien fører i -10 foran japaneren Masahiro Kawamura -9.
På Challenge Tour har man haft vejrafbrydelser i Mangaung Open, og derefter kender vi hverken den fulde stilling, efter at begge baner er spillet, eller cuttet.
Aktuelt fører Pieter Moelman, Sydafrika -13, mens Oliver Hundebøll og Martin Leth Simonsen er delt nr. 12 i -9 og begge sikre på at klare cuttet, som, før de sidste spillere gik på banen til anden runde, er -5.
Benjamin Poke og Lasse Jensen har begge spillet tre huller og ligger i -4.