Evian Championship er formentlig den af kvindernes majors, der har den smukkeste ramme på banen, der ligger hævet på sydsiden af Genèvesøen.

Nanna Koerstz Madsen er den eneste danske deltager, og vi håber på et topresultat som dem, hun havde i begyndelsen af året. Starten er fin. Med fem birdies og en enkelt bogey lagde hun sig på 10. pladsen i -4 i et felt, der under gode betingelser scorede uhyggeligt mange birdies. Således er Koerstz Madsens tiendeplads nidelt.

Japanske Furue Ayaka førter i -8 foran Brook Henderson, Canada og Nelly Korda, USA -7. 4. Cheyenne Knight, USA -6. 5. Jin Young Ko og Sung Hyun Park, Korea, Lydia Ko, New Zealand og Perrine Delacour, Frankrig -5.

Man kan roligt sige, at et passende antal favoritter har samlet sig i toppen.

På Gettys billede ses Koerstz Madsen sammen med svenske Maia Stark.

—-

Ellers var det en tynd dansk dag, men det mest fantastiske scorekort havde Christoffer Bring i Big Green Egg German Challenge. Det havde kun fem pletter i form af pars. Resten var syv bogeys og seks birdies. I +1 ligger han som nr. 99, mens Benjamin Poke er nr. 80 i par.

—-

I Cazoo Classic på DP World Tour er der en del spillere tilbage på banen, men Søren Kjeldsen er færdig i par, der aktuelt rækker til en 63. plads. Jævnbyrdigheden er stor, hvilket fremgår af, at Thorbjørn Olesen i +1 for 16 huller er nr. 89. Englænderen Paul Waring fører i -9.

Forrige artikelMr. PGA Tour skifter til LIV i karrierens efterår
Næste artikelDansk møgfredag
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.