Forud for Golfens Dag gjorde Kolding GC reklame for sig selv på Kolding Storcenters P-plads, hvor man oprettede et midlertidigt par-3-hul på 135 m. Tee off på P-pladsen og hul på 9-huls-banens ottende fairway.
Alle holes-in-one ville være blevet honoreret med en Honda Civic 1,6 Prestige fra Autocentralen til 300.000 kr., og først til at få chancen var borgmester Jørn Pedersen. Hverken han eller de ca. 300 andre, der forsøgte sig, fik bolden i hul i et enkelt slag, men mange vandt en greenfee-billet til 9-huls-banen.
Inde i centret var der konkurrencer i putting og snaggolf, og der blev uddelt flyers og inviteret ikke bare til Golfens Dag, men til alle de arrangementer, som, klubben står for i foråret for at få nye i gang med golf.
Kolding er nu meget godt med allerede, da klubberne i kommunen har ca. 2.500 medlemmer, hvilket gør sporten til en af kommunens største.