I uge 41 var jeg så heldig, at få muligheden for at opleve den europæiske golfelite på første parket på den vel mest berømte golfbane på det europæiske fastland, nemlig den sagnomspundne og nærmest mytiske Real Club Valderrama.
Her afvikledes den 7. udgave af Estrella Damm N.A. Andalucia Masters, som er det korrekte, men knap så mundrette navn, som turneringen har haft de seneste 3 år. En golfturnering, der har ført en omtumlet tilværelse siden den genopstod i 2010 på stumperne af Europa Tourens gamle flagskibs- og afslutningsturnering Volvo Masters, som i en lang årrække fra 1988-2009 (med undtagelse af årene 1997-2001) blev afviklet på Valderrama. Den har for eksempel haft ikke færre end 4 forskellige titler, og i årene 2012-2016 blev den end ikke afviklet af forskellige årsager, men i år spilles den altså, og jeg er med som tilskuer for første gang til en Europa Tour turnering uden for Danmarks grænser.
Alt spiller på vanskelige Valderrama
Vi er i det allersydligste Spanien, 1,5 times kørsel sydvest for Malaga, på et unikum af et golfbanemesterværk, tegnet af Robert Trent Jones, som har lagt græsstrå til utallige store golfslag. Herunder Ryder Cup i 1997, som var den første Ryder Cup i Europa uden for Storbritannien, og WGC-turneringen American Express (niveauet lige under Majors) med Tiger Woods som vinder. Vores egen Søren Kjeldsen har også gode minder herfra, da han vandt Volvo Masters tilbage i 2008.
Valderrama er en legendarisk og frygtindgydende golfbane, som på en og samme tid, kan give fråde i mundvigen, og få det til at risle koldt ned ad ryggen på de fleste golfspillere – både professionelle og amatører vel at mærke. Sidstnævnte kan faktisk også få lov til at spille banen ved at ansøge om en starttid mellem kl. 12-14 mod en greenfee på 400 euro, men for den pebrede pris, får man altså også en golfoplevelse ud over det sædvanlige.
Man bliver i den grad bjergtaget af denne smukke bane med de 100-vis af gamle pinje- og oliventræer. Banens stand er noget af det ypperligste, der findes overhovedet, og ikke mange græsstrå eller sandkorn vender forkert. Men det er også tydeligt, at den er svær – endog meget svær. Selv spillere på allerøverste hylde kan blive alvorligt udfordret her. Sidst Europa Touren var på besøg i 2020, blev John Catlins vinderscore 2 over par, hvilket er særdeles usædvanligt i moderne topgolf, hvor vinderscoren ofte er ca. 20 slag lavere.
Tilbage til selve turneringen
Transporten til selve golfbanen fungerer gnidningsfrit fra parkeringspladsen med shuttlebusser. Efter 10 minutter i bussen modtages man ved indgangen af et lækkert område med loungemøbler, madboder, små barer, konkurrencer og gode toiletfaciliteter. Her midt på formiddagen fredag er tilskuerantallet for en rutineret Made in Denmark tilskuer ikke imponerende. Det hænger muligvis sammen med, at den spanske superstjerne og verdensetter Jon Rahm gik en af sine absolut værste golfrunder i 78 slag dagen forinden, og at han først teer ud midt eftermiddag kl. 14. Det spanske golf-es har ”taget sig tid” til at spille de to – i hans verden – forholdsvis små Europa Tour turneringer, der spilles på spansk jord. Først i Madrid og altså herefter i Sotogrande på Valderrama. Ugen efter – altså i uge 42 – fuldendes det lille Spanish Swing. Her spilles den 3. spanske turnering i træk nemlig på Mallorca, men her er Mr. Rahm ikke at finde blandt deltagerne.
På Valderrama spilles der om 3 millioner euro, hvilket i denne coronaramte Europa Tour sæson betyder, at det er en mellemstor turnering. I Madrid vandt Rafa Cabrera Bello, så der er forhåbninger om endnu en spansk sejr, særligt her fredag, er Cabrera Bello med helt fremme efter en flot første runde i 68 slag.
Guf for tv-seere og tilskuere
De to spanske stjerner Rahm og førnævnte Cabrera Bello, er sat sammen i en rigtig tilskuervenlig bold med Ryder Cup-spilleren Matthew Fitzpatrick. Efter en halvsløj fredag formiddag, hvad stemning og tilskuertal angår, får jeg endelig her klokken lidt i 14 valuta for min forholdsvis beskedne entre på 20 euro. Her står de 3 golfstjerner nemlig klar omkring første tee. De spanske tilskuergloser, som blandt andet ”vamos, vamos, vamos”, fyger gennem luften, da de to spanierne med kort interval går de få meter fra puttinggreen over til teestedet, hvor der vel er samlet et par tusinde tilskuere.
Turneringen er tribuneløs, som betyder, at man står tæt pakket i mange rækker for at få et glimt af stjernerne. Noget som altid giver flotte tv-billeder og god stemning på banen, men som man desværre ser lidt for sjældent på Europa Touren.
Sydspansk entusiasme
Ved den klassiske præsentation af både Rahm og Cabrera Bello er den varme velkomst og jubelbrølet ikke til at tage fejl af fra de ellers meget pæne golftilskuere. Vi er helt hernede i syd, hvor blodet løber lidt hurtigere, og man forventer igen i denne uge en spansk sejr. Det står dog hurtigt klart, at det ikke bliver Jon Rahm, som skal kæmpe med om sejren, og faktisk ender han med at misse cuttet klart med en samlet score på 10 over par for to runder. Jo, jo, banen er skam vanskelig, men det er alligevel meget skuffende for både tilskuere og ikke mindst Rahm selv.
Bedre går det Cabrera Bello, men det er den mindste i både fysik og stjernestatus (i hvert fald her i Spanien) af de tre i fredagens tv-bold, som faktisk ender med at løbe afsted med sejren og de 500.000 euro. Fitzpatrick slutter i 6 slag under par med hele 3 slag ned til nærmeste forfølgere, som desværre ikke tæller nogen danskere. Joachim B. Hansen blev bedste dansker på en delt 15. plads, men han kunne dog tage knap 40.000 euro med sig hjem.
En stor oplevelse under sydlige himmelstrøg
Samlet set er min debut som international Europa Tour beskuer mere end godkendt. Alene det at betræde det velplejede græs på Valderrama kan give uro i vejrtrækningen for mange, men det er naturligvis en fed oplevelse. Læg dertil skyfrit vejr og 25 grader alle turneringsdagene midt i oktober og lidt selskabelig hyggesnak med nogle af alle de andre danske tilskuere, som også havde fundet vej til Valderrama i uge 41.
Noget som der var rig lejlighed til i de mange lækre loungeområder med blandt andet sækkestole og storskærme, som hovedsponsoren, bryggeriet Estrella Damm, havde bygget op omkring deres udskænkningssteder på banen. En tur i klubhuset og i den velassorterede, men meget dyre, proshop for at købe de obligatoriske souvenirers, blev det også til. Egentlig var det eneste jeg manglede, set med mine rød-hvide briller, blot at danskerne, som de har sig for vane, havde kæmpet med om sejren, så vi kunne have føjet endnu en dansk triumf til historiebøgerne på Real Club Valderrama.
