Barløseborg Golf Klub byder på flot og spændende golfspil når ”Barløseborg Elite Open 2020” afvikles med deltagelse af mange af Danmarks bedste amatør elitespillere. Det sker i den kommende weekend, 11. og 12. juli 2020. ”Barløseborg Elite Open” spilles over 3 runder – 2 indledende runder om lørdagen og med finalerunden søndagen formiddag. Turneringen er åben for alle elitespillere med handicaps lavere end 6,5. Mere end 60 spillere har tilmeldt sig turneringen. Vi forventer at kunne kåre vinderen af årets ”Barløseborg Elite Open”, der i år igen er støttet økonomisk af Fonden for Fynske Bank, søndag eftermiddag kl. 14,00” udtaler udvalgsformand Anne Marie Højvang.

Golfbanens par er 71 slag, og vi forventer, at vinderen skal findes blandt spillere, der spiller 5-10 slag under banens par på de tre runder. Flere af de tilmeldte deltagere har handicaps med + foran, hvilket betyder, at de normalt spiller med scores under banens sværhedsgrad (par). Der deltager spillere fra hele landet lige fra Ålborg over Sønderjylland og til Furesø Golfklub. Fra Barløseborg Golf Klub deltager 2 af vores bedste elitespillerne.

”Alle, der har lyst til at se flot golfspil – både det lange spil, indspil og putting – er velkomne til at overvære spillernes indledende dyster om lørdagen og finalerunden om søndagen” siger udvalgsformand Anne Marie Højvang, der i øvrigt glæder sig over at stævnesponsorerne igen i år bakker op om denne store golfbegivenhed i Barløseborg Golf Klub. Stævnet er sponsoreret af Fonden for Fynske Bank, Harndrup Brugs, Tee Time Café & Restaurant og Assens Bil Center/Hindsgaul Classic der alle har bidraget til stævnets økonomiske budget og præmiesummen på sammenlagt 15.000 kr. samt muligheden for at vinde en uge i en bil fra Hindsgaul biler ved hole in one på hul 16.

Deltagere og gæster inviteres samtidig til at besøge Barløseborg Golfbanes restaurant Tee Time Café & Restaurant, hvor restauratør Camilla Harvard byder på forskellige lækkerier.

I øvrigt har Barløseborg Golf Banes greenkeepere gjort sig stor umage med at trimme og pleje banen, der står flot til at tage imod mange af Danmarks kommende professionelle golfspillere.

Forrige artikelWomen’s British Open gennemføres
Næste artikelGrafitskafter i wedges
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.