Efter alt at dømme bliver der mindre diskussion i klubhusene om hvorvidt en spiller har et passende spillehandicap eller ej, når nye handicapregler indføres i 2020.

Om et par år vil dit spillehandicap ikke suse op og ned – i hvert fald ikke med så store udsving, som i dag. Intentionen med det nye handicapsystem er at skabe et mere retvisende spillehandicap, og det vil man gøre ved at bruge din spillehistorik som grundlag for at beregne dit spillehandicap. Handicappet udregnes som gennemsnittet af de otte bedste scores af de seneste 20 golfrunder.

Dansk Golf Union oplyser, at R&A og USGA i slutningen af februar har udsendt en pressemeddelelse, der redegør for intentionerne i det kommende handicapsystem.

For hele verdens golfspillere

Golfsportens lovgivende organer er på plads med principperne for World Handicap System (WHS), som skal være gyldigt i hele verden. Og det bliver bygget op omkring principper, der skal gøre det hele nemmere og mere gennemskueligt.

Blandt principperne i systemet er:

  • Handicappet udregnes som gennemsnittet af de otte bedste scores af de seneste 20 golfrunder.
  • Man reguleres efter såvel turneringsrunder som private runder.
  • Man skal kunne anvende sit handicap meningsfyldt på alle baner i alle lande, og systemet bygger derfor på det verdensomspændende Course Rating System som det nuværende EGA Handicapsystem også gør brug af
  • Handicapregulering skal kunne tage højde for unormale vejr- og baneforhold.
  • Man skal kunne få et handicap efter at have registreret blot 54 hullers spil, som kan sættes sammen af runder á såvel 9 som 18 huller.
  • Den højest mulige score på et hul, når det drejer sig om handicapregulering, fortsætter med at være det antal slag som svarer til 0 stableford point (netto dobbelt bogey)
  • Man kan maksimalt have et WHS handicap på 54

Råderum for anvendelse

Udspillet fra R&A og USGA kommer efter research fra 15 lande, som viser et stærkt ønske om at skabe et verdensomspændende handicapsystem, oplyser DGU.

Det skal nævnes, at inden for rammerne af de nye retningslinier, har det europæiske golfforbund (EGA) et vist råderum, som kan have konsekvenser for, hvordan man i Danmark udmønter systemet.

”Dansk Golf Union ser på vegne af alle danske golfspillere frem til et nyt verdensomspændende handicapsystem der på en simpel og retfærdig måde udregner et retvisende handicap for alle verdens golfspillere. Et sådant handicap der tillader spillere på alle mulige niveauer at konkurrere mod hinanden, er en central del af det, der gør golf til en fantastisk sport som kan nydes af alle,” siger Nick Hüttel, der er handicap- og regelkonsulent i Dansk Golf Union og fortsætter:

”DGU ser frem til fortsat at være en del af udviklingen af World Handicap System og få det nye system implementeret bedst muligt inden det skal tages i brug i 2020. Der er stadig flere detaljer som skal på plads, men i dag glæder vi os over at kunne løfte sløret for at fremtidens handicap vil være universelt og baseret på gennemsnittet af spillerens bedste scores.

Da et sådant gennemsnit for at være retvisende kræver en større mængde scores, vil DGU i de kommende to år, inden overgangen til WHS, arbejde for at der bliver spillet og afleveret flere markant flere scores end det er tilfældet i dag.

 

Forrige artikelAsserbo Golf Club vinder Natur- og Miljøpris
Næste artikelGratis adgang til alle Cleveland-, Srixon- og XXIO-produkter
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.